Lufthansa A340-300. (Foto: Ingrid Friedl, Lufthansa)

Lufthansa åbner tre nye øversøiske ruter

I vintertrafikprogrammet 2015/16 vil Lufthansa åbne tre nye oversøiske ruter, der alle skal flyves med Airbus A340-fly opereret af datterselskabet Lufthansa CityLine

Fra 1955 frem til 2010 var tyske Condor en del af Lufthansa-gruppen. Flyselskabet, der sidenhen er overtaget af Thomas Cook, tilbød flyrejser til mange oversøiske fritidsrejsedestinationer.

Nu ønsker Lufthansa tilsyneladende at komme tilbage på dette marked. Derfor har selskabet netop annonceret tre nye ruter i vintertrafikprogrammet 2015/16.

Fra den 8. december 2015 og frem til den 11. april 2016 vil Lufthansa flyve to gange om ugen fra Frankfurt til henholdsvis Mexico, Maldiverne og Mauritius.Der flyves med Airbus A340-300 fly opereret af datterselskabet Lufthansa CityLine.

Selvom rejsemålene er tilpasset fritidsrejsemarkedet, vil Lufthansa stadigvæk tilbyde tre klasser i kabinen, henholdsvis Business, Premium Economy samt Economy. Men passagererne skal forberede sig på at sidde tæt. Der vil være plads til 298 passagerer i A340-flyene, hvor der vil være 261 på Economy Class samt henholdsvis 18 og 19 i de to første sektioner. I dag har Lufthansa 266 sæder i toklasses-versionen af A340-300.

I direkte konkurrence med Condor
Fra Frankfurt til Cancun vil Lufthansa flyve hver tirsdag og lørdag, mens ruten fra Frankfurt til Male på Maldiverne betjenes onsdag og lørdag. Ruten til Mauritius vil udgå fra Frankfurt hver torsdag og søndag.

Afgangstidspunkterne på de udgående flyvninger med rutenummer LH514, LH704 og LH708 er tilpasset hele det europæiske marked, således at der eksempelvis er gode transferforbindelser for rejsende fra Skandinavien.

På samtlige tre ruter kommer Lufthansa til at flyve i direkte konkurrence med Condor. Udover at kunne tiltrække mange individuelle rejsende, der ønsker selv at booke hotellet på destinationen, vil Lufthansa-produktet også henvende sig til rejsearrangører, der er konkurrenter til Thomas Cook.

Udover den fornyede satsning på langdistanceruter opereret af Lufthansa CityLine fra Frankfurt, har den tyske luftfartskoncern også bebudet nye oversøiske ruter fra Køln til Florida, Sydafrika og destinationer i Det Indiske Ocean. Disse flyvninger skal gennemføres af SunExpress med Airbus A330-fly på vegne af datterselskabet Eurowings.