Afgangstavler i Frankfurt Lufthavn - Terminal 1.

Lufthansa aflyser 30 afgange til og fra Danmark

Den varslede strejke blandt Lufthansa-piloterne betyder i dag og i morgen aflysning af 30 flyafgange til og fra Frankfurt. Lufthansa-ruten til München vil ikke være berørt, og SAS flyver som normalt til Frankfurt.

Fra i dag kl. 12.00 vil Lufthansas piloter organiseret i fagforeningen Vereinigung Cockpit indlede en 36 timers strejke, der vil ramme en stor del af de europæiske flyvninger.

Således vil 30 flyafgange til og fra Frankfurt være aflyst som følge af pilotstrejken. Mandag aflyses seks flyvninger på ruten mellem København og Frankfurt samt et tilsvarende antal på den jyske rute mellem Billund og Frankfurt.

Tirsdag vil København-Frankfurt blive ramt af 10 aflysninger fordelt på fem i hver retning, mens jyske rejsende mellem Billund og Frankfurt heller ikke vil kunne benytte de sædvanlige fire daglige afgange i hver retning.

Flyver til München
På ruten mellem København og Frankfurt er det dog muligt at flyve med SAS, der tilbyder fire daglige afgange i hver retning.

Skal man i stedet til München med Lufthansa, vil strejken ikke påvirke disse flyvninger. Ruten opereres af datterselskabet Lufthansa CityLine, hvis piloter ikke er omfattet af strejken. Lufthansa flyver fire gange dagligt i hver retning mellem København og München, hvilket også suppleres af fire SAS-afgange på samme rute.

Lufthansa-gruppens datterselskaber er ikke påvirket af strejken. Det betyder, at Austrian Airlines, Brussels Airlines, Germanwings, Swiss og Air Dolomiti flyver som normalt.

Lufthansa oplyser, at alle berørte passagerer frit vil kunne ombooke billetterne til et nyt rejsetidspunkt inden den 1. marts 2015.

Sent søndag aften offentliggjorde Lufthansa en liste over samtlige aflyste flyvninger som følge af strejken. Indtil videre omfatter listen omkring 1.400 flyafgange.