Lufthansa-boss i sit livs stormvejr

Den tidligere pilot Carsten Spohr står som Lufthansa-koncerndirektør i sit livs stormvejr på grund af Germanwings-ulykken efter knap 11 måneder i chefstolen.

Det er en tydeligt rystet Lufthansa-koncerndirektør Carsten Spohr, der den seneste uge gentagne gange har mødt verdenspressen til pressekonferencer i Tyskland, Frankrig og Spanien efter at et fly fra Lufthansa-datterselskabet Germanwings tirsdag i sidste uge styrtede ned i de franske alper.

Spohr har siddet i stolen som øverste chef for den 117.000 mand store Lufthansa-koncern i mindre end 11 måneder og er vant til at holde hovedet koldt. Både som pilot og som koncernchef, der har måtte se sine pilotkolleger strejke ikke mindre end 12 gange det seneste år.

Det var alligevel en tydeligt påvirket Spohr, der onsdag aften efter at have mødt pårørende til nogle af de 150 omkomne, holdt pressekonference i Barcelonas El Prat-lufthavn. Mødet med helt almindelige mennesker, der havde mistet deres kære efter et styrt med et af Spohrs fly havde gjort indtryk på den ellers velkældte og strømlinede tysker.

Carsten Spohr kaldte ulykken for den mørkeste dag i Lufthansas 60-årige historie.

Chok manet i ansigtet
Torsdag blev det dog endnu værre for Carsten Spohr. Her slog den franske anklagemyndighed nemlig fast på baggrund af lydoptagelser fra flyets cockpit, at andenpiloten bevidst havde ladet flyet dykke og styre direkte mod bjergvæggen.

Forfærdelsen og chokket stod manet i ansigtet på Carsten Spohr, da han torsdag eftermiddag efter den skråsikre udmelding fra den franske anklagemyndighed igen stod ansigt til ansigt med verdenspressen. For hvordan kunne det ske, at en af Lufthansas piloter bevidst havde sendt sig selv og 149 andre mennesker i døden?

48-årige Carsten Spohr er uddannet ingeniør og pilot. Han fik sit flyvecertifikat på Lufthansas flyveskole i Phoenix i den amerikanske stat Arizona. Samme sted som andenpiloten på det forulykkede Germanwings-fly fik sin uddannelse. Carsten Spohr har licens til at flyve som kaptajn på Lufthansas Airbus A320-fly. Det var et fly af denne type, som var involveret i ulykken tirsdag i sidste uge.