- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa maler A320 i nyt design

Den første Airbus A320 fra Lufthansa har forladt fabrikshallen i Hamborg med flyselskabets helt nye design, der blev introduceret tidligere i år.

En helt ny Airbus A320neo er snart klar til at gå på vingerne for det tyske flyselskab Lufthansa.

Flyselskabet har allerede modtaget 10 fly af denne type, men leveringen af det 11. bliver – i modsætning til de foregående – leveret med selskabets helt nye flydesign med mørkeblå hale og uden den velkendte gule farve.

A320neo-flyet forlod Airbus’ anlæg i Hamborg-Finkenwerder mandag aften, og nu skal den endelige konfiguration foretages i Berlin-Schönefeld. Flyet med registrering D-AINK skal operere på Lufthansas ruter fra Frankfurt, og det bliver opkaldt efter den tyske by Heidenheim an der Brenz, som Lufthansa har sponsoreret i 13 år.

Nyt design introduceret i februar
Lufthansa lancerede det nye flydesign allerede tidligere i år under kampen #LufthansaBlue. Den 7. februar kørte Lufthansa en Boeing 747-8 og en Airbus A321-200 ud af hangaren med det helt nye design. Men begge fly blev hurtigt sendt tilbage i malerhangaren for at få justeret den blå farve på haleroret, som nærmest fremstod sort under ugunstige lysforhold.

Lufthansa har bekrevet processen med at finde det nye design som lang og komplekst. Designet her imidlertid fået en del kritik for at være for kedeligt – og for ikke at indeholde den karakteristiske gule farve, som ellers har været en fast bestanddel af flyselskabets image i flere årtier.

En undersøgelse blandt den tyske befolkning har dog vist, at 80 procent af respondenterne har vurderet det nye Lufthansa-flydesign som ”aktivt, stærkt og dynamisk”.

Det er første gang i 30 år, at Lufthansa ændrer flyenes farver. Det tyske flyselskab udtalte i foråret, at det vil omlakere omkring 300 af selskabets fly inden for de næste syv år. 40 af dem allerede i 2018.

Kæmpeordre på A320neo
Lufthansa var den første kunde til at få leveret Airbus A320neo, der kom i luften i 2016. Den nye motorteknologi og de aerodynamiske sharklets på vingetipperne er blandt andet med til at reducere brændstofforbruget og samtidig mindske støj.

Indtil videre har Lufthansa modtaget 11 Airbus A320neo-fly. Lufthansa-koncernen har lagt ordre på i alt 122 fly af A320neo og A321neo. De foreløbigt 10 leverede A320neo-fly, der er i drift, opererer alle fra Frankfurt på indenrigsruter eller på ruter til andre europæiske lande.

Inden længe vil Lufthansa sende den første A320neo i luften med det nye flydesign, og planen er således, at samtlige fly af denne model – modtaget eller ikke-modtaget – på sigt også vil få de nye farver.

 

Relaterede artikler:

Nyt Lufthansa-flydesign afsløret før tiden

To Lufthansa-fly på præsentationstur

Lufthansa nødsaget til at ændre ny flyfarve

Nye Business Class-sæder hos Lufthansa

Mange bud på Lufthansas nye farver