Boeing 737-800 fra SunExpress.

Lufthansa-selskab bestiller 40 nye fly

Tyrkiske SunExpress, der ejes af Lufthansa og Turkish Airlines, bestiller 40 nye Boeing 737-fly og lander snart i CPH.

Det tyrkiske luftfartsselskab SunExpress har lagt en ordre på 40 Boeing 737-fly. Ordren består af 25 Boeing 737-800 fly samt 15 Boeing 737 MAX-8.

Dermed har luftfartsselskaber over hele verden bestilt næsten 1.800 eksemplarer af den nye Boeing 737 MAX, der er en ny mere brændstofeffektiv version af verdens bedstsælgende passagerfly, Boeing 737.

I halen på de 40 bestilte fly er knyttet en option på yderligere 10 Boeing 737 MAX-8.

SunExpress har base i Antalya i Tyrkiet og er ejet af Lufthansa og Turkish Airlines i fællesskab. Selskabet har gennem 25 år fløjet mellem Tyrkiet og Europa med hovedvægten på Tyskland. I forvejen har selskabet 52 Boeing 737-800 og 10 Boeing 737-700 fly. I 2013 transporterede selskabet omkring syv millioner passagerer til omkring 90 destinationer i Europa, Mellemøsten og Nordafrika.

Den 5. april kommer SunExpress til Københavns Lufthavn, når selskabet åbner en rute til Izmir i Tyrkiet. I første omgang flyves der én gang om ugen, men fra 1. maj øges der til to flyvninger. Ruten vil blive opereret med et fly af typen Boeing 737-800, der har plads til 189 passagerer. Tidtabellen er tilrettelagt, således at flyet afgår fra Izmir Adnam Menderes Lufthavn kl. 15.30 med ankomst i København kl. 18.10. Returflyvningen foregår kl. 19.00 med ankomst i i Izmir kl. 23.30.

Et af SunExpress’ nuværende Boeing 737-fly, der snart får 40 nye søsterfly.