- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa-selskab vil fokusere på at tjene penge

Efter et milliardtab i første kvartal af 2018 skal Eurowings til at fokusere mere på indtjening end på vækst, lyder det fra Lufthansa-gruppen.

Det er dyrt at bygge noget stort op i løbet af kort tid. Det må Lufthansa sande med datterselskabet Eurowings, der i løbet af et par år er vokset til at være en væsentlig aktør i det europæiske lavprismarked.

Bag væksten har der tilsyneladende ligget en strategi om hurtigt at erobre betydelige markedsandele på bekostning af bundlinjen, men nu skal der sadles om, siger Lufthansa-gruppens koncernchef Carsten Spohr i et interview med Air Transport World.

“Eurowings er det hurtigstvoksende flyselskab i Europa, og næste år vil vi være profitable igen,” siger Carsten Spohr.

Udmeldingen kommer efter, at Eurowings i første kvartal af 2018 havde et driftsunderskud på 204 millioner euro, eller hvad der svarer til mere end 1,5 milliarder danske kroner.

Eurowings forventer ikke at kunne hente det tabte hjem i resten af året, så der er udsigt til røde tal for hele året.

Måler sig med easyJet
Den hastige vækst har ikke udelukkende været en del af selskabets planer. Konkursen i airberlin sidste efterår betød, at Eurowings var tvunget til at reagere hurtigt for at sikre sig, at det tyske marked – og især Düsseldorf-basen – ikke blev overtaget af udenlandske konkurrenter.

Derfor er der også en del engangsomkostninger i forhold til at overtage og integrere 77 fly, der tidligere har været beskæftiget for airberlin og datterselskabet Luftfarhrtgesselschaft Walter (LGW). Samtidig var Lufthansa også nødt til at lease de mange fly, og det tynger omkostningerne betydeligt.

“Vi er på vej til at nå vores strategiske mål om at drive Eurowings med 210 fly og blive nummer tre i Europa (efter Ryanair og easyJet, red.) målt på antallet af passagerer. Men problemet med Eurowings er, at vi har sat vækst før indtjening af strategiske årsager,” lyder det fra topchefen i den tyske luftfartskoncern.

Carsten Spohr afslører samtidig, at man har et strategisk mål om at nå samme indtjeningsniveau som easyJet, som tyskerne ønsker at benchmarke sig op imod.

 

Relaterede artikler:

Eurowings vil samarbejde med andre flyselskaber

Tocifret vækst i Lufthansa-koncernen

Eurowings henter hjælp udefra

Eurowings åbner 32 nye ruter fra München Lufthavn