- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa-selskab leaser fly via Norwegian

Norwegian-leasingselskabet Arctic Aviation Assets har overtaget to A320-fly, der har været beskæftiget hos airberlin, og nu er de på vej til Lufthansa-gruppen.

Flyleasingselskabet med det eksotiske navn Arctic Aviation Assets Ltd. har hjemsted i Dublin og er et datterselskab af Norwegian Air Shuttle ASA.

Selskabet varetager samtlige aftaler om køb, salg og leasing af fly for moderselskabet Norwegian. Det er blandt andet Arctic Aviaton Assets Ltd. der i sommeren 2016 konverterede Norwegians ordre fra 2012 på 100 Airbus A320-200neo til 70 fly af denne type suppleret med 30 langrækkende A321-200LR.

Arctic Aviation Assets stod også bag leasingaftalen med Hong Kong Express, der har leaset de første 12 nye A320neo, som er blevet leveret til leasingselskabet siden december 2016.

Formidler leasing af fly fra airberlin til Brussels Airlines
Nu har Arctic Aviation Assets tilsyneladende bevæget sig ind i et nyt forretningsområde. Selskabet fik den 29. januar i år registreret to ældre Airbus A320-200, der tidligere har været leaset af airberlin via GE Capital Aviation Services (GECAS), og disse fly er nu på vej til Lufthansa-datterselskabet Brussels Airlines.

Der er tale om produktionsnummer 1961 fra Airbus, som er et 15 år gammelt A320-fly, der oprindeligt blev leveret til MyTravel. Senest har flyet været beskæftiget hos airberlin som D-ANBF, og flyet blev taget ud af drift den 13. oktober sidste år og placeret i Ostrava Airport den 26. oktober.

I Ostrava-Leoš Janáček Airport har JOB AIR Technic et stort flyværksted, mens International Aerospace Coating, der er Lufthansa-gruppens leverandør til flybemaling, også har hjemme her.

Får belgisk registrering
Det andet fly (registrering D-ABNE) har produktionsnummer 2003 og er fra april 2003. Det blev leveret til MyTravel i maj 2003 og har siden den 25. marts 2017 været udlejet fra airberlin til Lufthansa-datterselskabet Eurowings, inden det blev fløjet til Ostrava den 16. oktober i forbindelse med konkursen i Berlin-selskabet.

Disse to A320-fly skal nu i drift for Brussels Airlines med Arctic Aviation Assets som leasinggiver under registreringen OO-SNL og OO-SNM.

Norwegian har ikke svaret på vores henvendelser om, hvorvidt formidling af leasingaftaler på brugte fly mellem eksterne flyselskaber fremover vil være en del af strategien.

 

Relaterede artikler:

Forsinkede A320neo-fly fra Norwegian-selskab

Problemfyldt flyleasing kan koste Norwegian millioner

Her er Norwegians første A320-fly

Norwegian bestiller 30 langtrækkende A321-fly

Norwegian udlejer 12 første A320neo-fly