Lufthansa vil ikke refundere brændstoftillæg

Den 8 marts indførte Lufthansa nye billetregler. Det betyder bl.a. at det ikke længere er muligt at få refunderet brændstoftillæg på billetter, der i sig selv er ikke-refunderbare.

Mange luftfartsselskaber har stadig den såkaldte YQ-tax, der går under betegnelsen sikkerheds- og brændstoftillæg, inkluderet i flypriserne. Det gælder også for Lufthansa, der dog har valgt at indføre nye regler for refundering af tillægget.

Ændring af reglerne sker samtidig med en gennemgribende ændring af prisstrukturen. Disse ændringer betyder bl.a, at det fremover vil være muligt at kombinere Lufthansa-billetter i alle booking-klasser. Det betyder, at man i realiteten kan foretage udrejsen på den mest restriktive økonomiklassebillet og foretage hjemrejsen på en Business Class-billet.

Men den nye prisstruktur medfører også, at kunderne ikke længere kan få tilbagebetalt sikkerheds- og brændstoftillægget på billettyper, der ikke er refunderbare. Det har hidtil været praksis.

Køber man en returbillet fra København til Frankfurt er billigste tilbud i øjeblikket 778 kr. med Lufthansa. Heraf er 150 kr. sikkerheds- og brændstoftillæg – svarende til ca. 20 % af flybilletprisen. Går rejsen derimod fra København til Beijing via Frankfurt eller München kan man erhverve sig en returbillet for 6.697 kr. Heraf er YQ-taxen 1.968 kr. svarende til næsten 30 % af den samlede billetpris.

Dermed tilbageholder Lufthansa et sted mellem 20 % og 30 % af den samlede billetpris på ikke-refunderbare pristyper. En andel, som rejsende tidligere har kunnet få refunderet. Derfor vil mange forbrugere givetvis få den opfattelse, at der er tale om et skjult annulleringsgebyr.