(Foto: Joakim J. Hvistendahl)

Lufthavnshotel i Aalborg åbner dørene

I dag åbner Aalborg Airport Hotel. Med 64 helt nye værelser og blot 30 meter fra lufthavnen, skal hotellet være med til at tiltrække endnu flere rejsende til Aalborg lufthavn.

Duften af nyt byggeri ligger fortsat i væggene, da ægteparret bag driften, Anemette og Danni Bühlmann, tager imod en række særligt indbudte gæster til en ”forpremiere” på hotellets restaurant, samt en visning af den nye bygning.

Det nye hotel rummer 64 dobbeltværelser fordelt på fire etager samt en tagterrasse, restaurant og et loungeområde med pejs og bibliotek.

Check in aftenen før
Lufthavnsdirektør ved Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, lagde ikke skjul på sin begejstring, da han talte for de fremmødte.

“Der er et stort behov for et hotel i Aalborg Lufthavn. Vi tiltrækker rejsende fra såvel Norge som den sydlige del af Jylland, og mange rejsende har kontaktet lufthavnen om mulighed for at sove i terminalen natten inden afgang. Nu kan vi tilbyde dem et hotel lige ved døren”, sagde lufthavnsdirektøren.

“I maj sidste år bestemte vi i lufthavnsledelsen os for, at nu skulle der ske noget. I flere år har vi talt om behovet for et hotel. I juni lavede vi udlicitering og i juli havde vi en aftale på plads. Godt et år senere står vi nu klar til åbning”, fortsætter en meget tilfreds Søren Svendsen.

Han tilføjer at lufthavnen har stillet store krav til hotellet, i form af hvem der er investor, design og tidsplan samt ikke mindst hvem der skal drive hotellet. Designet står meget godt til lufthavnen, hvor hotellets tagform følger den samme vinkel som lufthavnen har på sin bygning og i sit logo.

Som noget ganske unikt vil lufthavnen fremover tilbyde rejsende, at foretage check- in samt aflevere bagage aftenen inden, sådan at passagererne om morgenen kan gå direkte fra hotellet til gate.

”Ikke alle selskaber og systemer er på plads endnu, men det kommer løbende”, siger Søren Svendsen.

Erfaren forpagter
Investor, bygherre og ejer af hotellet er den aalborgensiske A. Enggaard familie. Driften er forpagtet til familien Bühlmann der også har fire øvrige hoteller i Holstebro, Skagen og Scheelsminde i Aalborg. Hoteldirektør Anemette Bühlmann vil stå for den daglige drift af hotellet, som beskæftiger 12 ansatte.

”Vi er meget stolte af vores nye hotel og det gode samarbejde med både A. Enggaard og Aalborg Lufthavn”, siger hoteldirektør Anemette Bühlmann til CHECK-IN.dk.

Byggeperioden på fem måneder er gået efter planen, og hotellet fremstår moderne, men samtidig med en dejlig intim atmosfære. Loungeområdet på grundplan med pejs og bibliotek giver en god udsigt til lufthavnen.

Rejsende, crew og virksomheder
Hotellet ønsker at henvende sig til tre målgrupper af overnattende gæster. Rejsende – primært med tidlige afgange – crew fra flyselskaberne der betjener lufthavnen, samt virksomhedsaftaler.

”Vi har allerede en aftale med Jet Time omkring deres crew og er i forhandling med flere selskaber”, siger salgschef hos Bühlmann hotellerne i Aalborg Helle Thomasberg.

”Vi har også mødt stor interesse fra virksomheder i Nørresundby og det øvrige vendsyssel og regner med, at indgå flere virksomhedsaftaler”, fortsætter hun.

For at tiltrække flyselskaberne har hotellet indrettet en egen crew lounge på øverste etage.

Hotellet tilbyder 24-timers check ind og en restaurant der serverer morgenmad fra kl. 04:30. Lydisolerede vinduer holder flystøj ude. og man kan låne såvel bil som cykel i kombination med værelset.

De 64 værelser har alle sengeplads til to personer, men i forskellige konfigurationer med enkeltsenge eller dobbeltsenge. På første etage er der også mulighed for at åbne døren mellem to værelser, således at disse kan benyttes af familier.

Prisen for et værelse vil ligge fra 700 kroner. Hotellet vil også tilbyde mulighed for et dagværelse uden overnatning.

Videre ekspansion
”Belægningen i oktober ligger allerede på 40 procent, inden hotellet er åbnet, men målsætningen er at komme over 60 procent inden udgangen af 2015”, siger en meget stolt og optimistisk Anemette Bühlmann.

Andreas Mejlholm, der er økonomidirektør ved A. Enggaard fortæller, at investeringen i hotellet ligger omkring 30-35 mio. kroner.

“Vi har også et samarbejde med Bühlmann-familien i Skagen, og derfor var det naturlig for os, at samarbejde med dem igen omkring Aalborg Airport Hotel”, siger Mejlholm. ”Vi har en option med lufthavnen, indenfor de næste fem år, med mulighed for at udvide hotellet med yderligere 40 værelser samt konferencemuligheder”, afslutter Mejlholm.

Se fotoserien fra besøget på Aalborg Airport Hotel på vores Facebook-side.