Foto: Spies

Mallorca stadig nummer et hos danskerne

I Norge, Sverige og Finland er tyrkiske Antalya det mest populære feriemål for chartergæster. I Danmark er Mallorca stadig nummer et.

Den spanske Middelhavsø Mallorca er stadig de danske charterrejsendes foretrukne feriemål, sådan som det har været siden 1956. Her sendte Simon Spies de første 26 feriegæster med tog og skib til ”Kærlighedens ø”. Sidste år besøgte 207.540 danskere Mallorca – 21.153 flere end året før.

Men den tyrkiske badeby Antalya i den anden ende af Middelhavet begynder at bide Mallorca i haserne. Det mærker man hos Danmarks største charterrejsearrangør, Spies. I 2012 havde Spies 6.500 flere gæster til Mallorca end til Antalya-regionen. I 2013 var tallet faldet til 5.000 og tendensen for 2014 peger i retning af, at det bliver endnu tættere.

”Selv om stadig flere danskere tager til Mallorca, haler Tyrkiet hastigt ind på den spanske ø. Specielt mange børnefamilier og par sværger til Tyrkiet. Her har man forstået at bygge hoteller af høj kvalitet og ofte med god All Inclusive, som ca. 40 procent af gæsterne valgte i den forløbne sommer, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Klemmer sig ind
Kigger man på tendensen i de øvrige nordiske lande, så har Antalya allerede overhalet Mallorca i både Norge, Sverige og Finland. De to destinationer sidder dog på de to øverste podiepladser i alle fire lande. På tredje og fjerdepladserne i de fire lande finder man blandt andet Rhodos, der er nummer tre i Sverige og Norge samt nummer fire i Danmark og Finland.

IDanmark er Gran Canaria det tredjemest populære charterferiemål, mens den spanske atlanterhavsø ikke er blandt de fem mest populære feriemål i Sverige og Finland. Kun i Norge lykkes det øerne at klemme sig ind på femtepladsen.

Listerne over de mest populære sommerrejsemål i Norden ser således ud.

Danmark:
1) Mallorca
2) Antalya (Tyrkiet)
3) Gran Canaria
4) Rhodos
5) Kreta (Chania)

Sverige:
1) Antalya (Tyrkiet)
2) Mallorca
3) Rhodos
4) Cypern
5) Kreta (Heraklion)

Norge:
1) Antalya (Tyrkiet)
2) Mallorca
3) Rhodos
4) Kreta (Chania)
5) Gran Canaria

Finland:
1) Antalya (Tyrkiet)
2) Mallorca
3) Cypern
4) Rhodos
5) Varna (Bulgarien)