Transportminister Ole Birk Olesen (LA)

Medie: Ny minister for luftfarten

Liberal Alliances Ole Birk Olesen skal ifølge TV2 News afløse Hans Christian Schmidt på posten som transportminister.

Dansk luftfart får formentlig ny minister mandag. TV2 News erfarer nemlig, at Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance skal være transportminister i den nye VLAK-regering, som statsminister Lars Løkke Rasmussen forventes at præsentere mandag formiddag.

Dermed bliver det et farvel til Hans Christian Schmidt (V), der har været transport- og bygningsminister siden regeringsskiftet i juni sidste år. Med sin store interesse for luftfart har Hans Christian Schmidt blandt andet lagt kraftigt pres på Københavns Lufthavn for at forbedre vilkårene for de danske indenrigsrejsende, ligesom han gentagne gange forklarede politikerne i Aarhus, at deres lufthavnsplaner ikke havde nogen gang på jord.

Ikke et eneste ord
Hans Christian Schmidt har været en populær minister i luftfartsbranchen. Ikke mindst efter at ministeren satte gang i arbejdet med en ny luftfartsstrategi. Den forventes præsenteret i starten af næste år. At den ny strategi er på trapperne og at luftfartsområdet dermed er godt taget hånd om, er formentlig forklaringen på, at luftfart ikke er nævnt med et eneste ord i den nye trekløver-regerings regeringsprogram.

43-årige Ole Birk Olesen er uddannet journalist og har blandt andet været redaktør for sit eget liberale netmedie 180Grader, samt været journalist på Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Han kom i Folketinget for sit parti i 2011 og er opstillet i Østjyllands Storkreds.

 

Relaterede artikler:

Minister: Luftfart skal binde Danmark sammen

Gammel kending ny luftfartsminister

Minister til CPH: Lav det indenrigsspor hurtigst muligt