Meget lange udsigter for Oxford-rute

Oprindeligt skulle en ny rute mellem København og London Oxford være startet for længe siden. Men nu ser den ikke ud til at komme i gang før om halvandet år eller mere.

Som et gammelt ordsprog siger, så er alt, der skinner, ikke nødvendigvis guld. Det gælder også når det kommer til etablering af nye flyruter.

Et godt eksempel på det, er det græske flyselskab Minoan Air’s planer om en rute fra Oxford nord for London til København. I en pressemeddelelse fra Københavns Lufthavn den 2. oktober sidste år står der:

”Det relativt nystartede græske flyselskab, Minoan Air, udvider fra januar 2013 sine operationer med en base i Oxford, og en af de første ruter ud af den midtengelske universitetsby bliver til København, der fra slutningen af januar vil blive serviceret med én afgang på alle hverdage.”

Omkring årsskiftet fortalte Minoan Air til CHECK-IN.dk, at ruteopstarten blev udskudt til maj eller juni i år.

Nu lyder meldingen fra selskabet, at deres ældre Fokker 50-turbopropfly formentlig ikke kommer til at lande i København før ved udgangen af 2014.

”Vi kommer ikke til at træffe nogen beslutning om åbning af nye ruter før ved udgangen af i år. Og jeg tror først vi vil åbne en rute til København i slutningen af 2014,” siger kommerciel direktør i Minoan Air, Marcos Caramalengos, til CHECK-IN.dk.

Selskabet startede i foråret med at flyvefra Oxford til Edinburgh og Dublin.

Et andet gammelt ordsprog siger da også, at alt godt kommer til den, der venter.

Udgangen af februar
Et andet eksempel på en annonceret ruteåbning fra København, ja ligefrem etablering af trafikknudepunkt i Københavns Lufthavn, er sagaen om Air Sweden.

I en pressemeddelelse fra den 4. januar i år skriver Københavns Lufthavn:

”Det svenske flyselskab Nordic Air Sweden åbner med udgangen af februar fire ruter ud af København. Selskabet vil først og fremmest flyve dagligt til den nordsvenske by Umeå. Derudover bliver der forbindelser til så forskellige steder som Skopje, Amman og Beirut.”

Her i starten af maj har Air Sweden stadig ikke vist sig i Københavns Lufthavn. Og det planlagte ruteprogram bliver igen og igen ændret. Først blev opstarten udskudt en måned. Så røg Amman og Umeå ud. Sidstnævnte blev erstattet af Skellefteå i Nordsverige. Men få dage før at det første Air Sweden-fly skulle være landet i København den 2. april, blev flyvningerne i flere uger frem aflyst.

Irakiske byer på rutekortet
I starten af april annoncerede selskabet så planer om at flyve til Norrköping fra København fra den 22. april. Heller ikke det projekt har fået luft under vingerne endnu. Til gengæld er de irakiske byer Erbil og Najaf kommet på rutekortet fra København.

Status lige nu på Air Swedens planer er at starte Skopje og Beirut den 5. juni med én ugentlige flyvning til de to destinationer. Og den 18. juni skal Erbil og Najaf gerne følge efter. Planerne om ruter til Skellefteå og Norrköping eksisterer fortsat. Nu er de dog først planlagt til at starte i august.