Melodi Grand Prix-deltagere til Oslo med Norwegian

Norwegian har indgået en aftale med European Broadcasting Union (EBU), der betyder at selskabet er officiel transportør til finalerne i Oslo i maj.

Når semifinaler og den store final i det europæiske Melodi Grand Prix afvikles i Oslo i slutningen af maj måned, er mange af kunstnerne kommet flyvende til den norske hovedstad med lavprisflyselskabet Norwegian.

Det er resultatet af en aftale indgået mellem Norwegian og European Broadcasting Union (EBU), hvor flyselskabet har stillet specialpriser til rådighed for transport til semifinalerne den 25. og 27. maj samt den store finale den 29. maj.

“Med Norwegians 220 ruter i Europa er det helt naturligt, at vi tager del i et så stort arrangement som Melodi Grand Prix, når finalen arrangeres i Norge og på vores ‘hjemmebane’ i Fornebu,“ siger administrerende direktør Bjørn Kjos fra Norwegian.

Også rejsebureauet VIA Travel kommer på arbejde. Her har man fået til opgave at sikre indkvartering fra presse og officials på en lang række hoteller i området. VIA Travel har således reserveret 1.000 værelser fordelt på 15 hoteller i perioden 15. – 30. maj 2010. Det er hoteller fra kæderne Radisson, Rics, Scandic, Thon og Best Western, der skal byde de mange grandprix-gæster velkommen.

Danmark deltager i musikkonkurrencen med nummeret “In A Moment Like This“ udført af duoen Chanée og N’evergreen.