Michael O'Leary. Foto: Ryanair.

Michael O’Leary gav en omgang på flyet

Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, var i gavehumør og gav gratis omgang til alle passagerer på et fly, efter hans væddeløbshest havde vundet et løb.

En ganske spektakulær hændelse fandt sted i weekenden om bord på et Ryanair-fly.

Et fly af typen Boeing 737 skulle af sted på afgang FR447 fra Liverpool til den irske hovedstad, Dublin, da selveste chefen for Ryanair, Michael O’Leary, greb mikrofonen i flyet og talte til de mange ventende passagerer.

Flyet var forsinket, og det var der en helt særlig grund til. Michael O’Leary undskyldte over for passagererne, da han havde en stor aktie i årsagen til forsinkelsen.

”Jeg er meget ked af det, og jeg vil gerne undskylde personligt for de 10 minutters forsinkelse på vores afgang. Forsinkelsen skyldes, at vi må vente på den Grand National-vindende jockey, Davy Russell. Han har et vigtigt løb igen i morgen,” sagde Michael O’Leary ifølge den britiske avis EveningStandard – og uddelte dernæst en kompensation for den tabte tid.

”Men som I ved, siden han i dag vandt Grand National, så… vil der helt usædvanligt på dette fly være gratis bar, som jeg personligt vil betale for.”

Begejstrede passagerer
Michael O’Leary bedyrede efterfølgende, at den gratis bar kun gjaldt én drink til hver passager. Også selv om flyet endte med en halv times forsinkelse. Ryanair-chefen jokede desuden med, at flyet nok blev nødt til at kredse over Dublin før landing, hvis alle passagerer skulle nå at blive serviceret. Turen ville nemlig kun tage cirka 40 minutter.

Den gavmilde Michael O’Leary gav ekstra lang snor til Davy Russesel, jockeyen, der red Tiger Roll til sejr. En hest, som O’Leary ejer, og som vandt i den særlige kategori ’steeplechase’. Triumfen indbragte Ryanair-chefen mere end en halv million pund – svarende til over fire millioner kroner.

Den gratis omgang gav positive vibrationer blandt passagererne på Boeing 737-flyet. Blandt andet hos en passager ved navn Barry Orr, der lagde en video (se den herunder) på det sociale medie Twitter sammen med teksten: ”Michael O’Leary købte en drink til os alle efter at have forsinket flyet, fordi han vandt Grand National og måtte vente på trofæet!”

Michael O’Learys gode humør kom også til udtryk på pressekonferencen efter sejrene (han vandt også med en anden hest). Her jokede han med, at han ville skulle betale en formue i ekstra bagageafgifter for at tage sine trofæer med hjem på flyet.

 

Relaterede artikler:

Ryanair søger britisk driftstilladelse

Kvindelig Ryanair-kaptajn forrest i arbejdskamp

Ryanair er lun på den største Boeing MAX

Ryanair er blevet netværksselskab

Ryanair støtter SAS i CPH-angreb