Lufthansa-gruppens flyselskaber.

Millionbesparelser ved direkte booking hos Lufthansa

De tyske industrikoncerner Siemens og Volkswagen booker nu flybilletter direkte hos Lufthansa-gruppen og undgår dermed det forhadte distributionsgebyr.

Siden den 1. september sidste år har Lufthansa-gruppens selskabet påkrævet et gebyr på 16 euro – omkring 120 danske kroner – for alle bookinger foretaget via globale GDS-distributionsplatforme som Amadeus, Sabre og Galileo. Gebyret er også kendt under navnet DCC (Distribution Cost Charge, red.) og har siden indførelsen været særdeles upopulært hos rejsebureauer og erhvervskunder.

Eneste mulighed for at undgå gebyret er nemlig at foretage reservationerne i det særlige Direct Connect-værktøj, som Lufthansa-gruppen stiller til rådighed. Problemet har blot været, at der har været store udfordringer for rejsebureauerne med at integrere bookinger i Direct Connect til back- og midofficesystemer, således at fakturering, afregning og dataopsamling har været besværliggjort.

Den 1. august har Siemens AG i Tyskland taget Direct Connect i brug, således at den tyske industrikoncern kan booke direkte hos Lufthansa i stedet for via end tredjepart i form af et GDS-system.

“Planerne for fremtiden er, at nye og skræddersyede Lufthansa-produkter vil blive gjort tilgængelige for Siemens-rejsende via denne ny kanal, som sætter helt nye standarder for samarbejdet. Herudover vil Siemens-koncernen nyde godt af kommercielle besparelser på et pænt sekscifret beløb (i euro, red.),” skriver Lufthansa i en pressemeddelelse.

Der er således millionbesparelser at hente ved at booke i Direct Connect, og Siemens er da heller ikke den eneste virksomhed, der har taget den nye booking-løsning i brug. Få dage efter, at Siemens debuterede med Direct Connect meddelte Lufthansa, at en tilsvarende løsning er blevet færdigudviklet i samarbejde med den tyske bilkoncern Volkswagen.

17 teknologiske samarbejdspartnere
Paradoksalt nok er den nye Direct Connect-løsning blevet til i samarbejde med et af selskaberne i Amadeus IT Group. Netop de høje GDS-omkostninger fra Amadeus har tvunget Lufthansa til at finde en alternativ løsning.

“Vi er en virksomhed, der leverer teknologi til rejseløsninger, og Lufthansa-gruppen er en meget vigtig kunde og samarbejdspartner, når det handler om at udvikle vores IT-løsninger til luftfartsindustrien. I denne sammenhæng kan samarbejdet også udvides til at inkludere adgang til Lufthansas bookingsystem gennem Cytric, der er et online-booking system i i:FAO,” forklarer Guido Harmann, der er direktør for Airline IT hos Amadeus.

Lufthansa-gruppen oplyser, at man i dag samarbejder med 17 forskellige virksomheder, der leverer teknologiske løsninger, der kan sikre den bredest mulige distributionsplatform.

 

Relaterede artikler:

HRG bliver først på Lufthansas Direct Connect

Tilbagegang hos Lufthansa

Kritik af Lufthansas agent-portal

DBTA: Lufthansa tvinger os til at ændre rejsepolitik

Lufthansa indfører gebyr for GDS-bookinger