- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Millliardunderskud hos Norwegian

Mens mange flyselskaber rapporterer om rekordoverskud i 2017, må Norwegian præsentere et driftsunderskud på to milliarder norske kroner.

Alle ved, at en kombination af stigende omkostninger og faldende indtægter er en giftig cocktail for enhver virksomhed. Det ses også tydeligt i Norwegians regnskab for 2017, der er blevet offentliggjort torsdag morgen.

Her faldt enhedsindtægterne med seks procent, mens enhedsomkostningerne gik syv procent i vejret, hvilket var medvirkende til at skabe et driftsunderskud (EBIT) på to milliarder norske kroner mod et driftsoverskud på 1,8 milliarder norske kroner året før.

Bundlinjen viser et underskud på 298,6 millioner norske kroner, hver der i 2016 til gengæld var et overskud på 1.135 millioner norske kroner.

Det resultat kan Norwegian på ingen måder være stolte af i et af de bedste år for luftfarten i dette årtusinde.

“Vi er bestemt ikke tilfredse med 2017-resultatet. Men det var et år, der var karakteristisk ved global ekspansion drevet af nye ruter, høj belægning og en fortsat tilgang af nye fly,” siger koncernchef Bjørn Kjos fra Norwegian.

Indleje af reservefly og kompensation til passagerer
Der har ellers været god vækst på toplinjen, da omsætningen voksede med 19 procent til næsten 31 milliarder norske kroner som følge af en passagervækst på 13 procent fra 29,3 til 33,1 millioner rejsende.

Norwegian er endnu engang ramt af stigende brændstofpriser samt store omkostninger til wetlease af fly og piloter fra andre selskaber samt omkostninger til passagerkompensation i forhold til de mange aflysninger og forsinkelser. Tilsyneladende har det norske lavprisflyselskab spændt buen for hårdt i forhold til kapacitet i trafikprogrammet.

Trods det dystre resultat, der er værre end analytikerne forventede, hersker der ikke overraskende den sædvanlige optimisme hos Norwegians topchef.

“Norwegian er langt bedre positioneret til at klare 2018 med en større antal forudreservationer, et stigende netværk af interkontinentale ruter, der komplementer vores store europæiske netvæk samt ikke mindst en bedre situation i forhold til personale. Vores store globale ekspansion når sin absolutte højde i andet halvår af 2018, når 32 af vores samlet 42 bestilte Dreamlinere vil være i drift,” lyder det fra Bjørn Kjos.

 

Relaterede artikler:

Bjørn Kjos: Godt vi er ude af 2017

Global Norwegian-ekspansion fra London

Udsigt til gigantisk januar-underskud for Norwegian

Dyr sommer for Norwegian

Norwegian-vækst svækker indtjeningen