Lavprisflyselskaber i CPH Go. (Foto: Ernst Tobisch/CPH)

Mindste handlingselskab med størst overskud

Copenhagen Flight Services er det mindste handlingselskab i Københavns Lufthavn. Til gengæld er selskabet bedst til at tjene penge i forhold til de øvrige handlingselskaber.

I Københavns Lufthavn er det SAS Ground Handling og Novia, der har en ledende position indenfor flyhandling. I dag er der omkring 65 rute- og charterflyselskaber, der fast trafikerer Københavns Lufthavn, og af disse har blot to selskaber valgt et andet handlingselskab end de to giganter.

Lufthavnens mindste handlingselskab er således Copenhagen Flight Services ApS. Til gengæld er det lille handlingselskab bedst til at tjene penge. Siden 2008 og til og med 2012 har selskabet haft et samlet nettoverskud på 23,4 mio. kroner. Alene i 2012 viste bundlinjen et overskud på 6,9 mio. kroner.

Hos Novia Danmark så det anderledes ud i 2012. Her kom man ud med et underskud på 27,2 mio. kroner, og sammenlagt i fem-årsperioden fra 2008 til 2012 har Novia tabt 23,6 mio. kroner.

SAS Ground Handling er i dag en del af SAS-koncernregnskabet, hvorfor det ikke er muligt at få præcise informationer om dette forretningsområde. Men i en femårig periode fra 2007 til 2011 var det samlede underskud på over en halv milliard kroner, eller helt præcist 554,8 mio. kroner. Det var SAS Ground Services Denmark A/S, der leverede dette resultat, og ved udgangen af 2011 overtog SAS Ground Handling Denmark A/S aktiviteterne samtidig med konsolideringen i koncernregnskabet.

Det lader til, at det gamle ordsprog om at være “lille og vågen“ er en del af forklaringen bag den succes, som Copenhagen Flight Services (CFS) har opnået.

“Vi tjener penge, fordi vi er små og effektive. Jeg er meget godt tilfreds med den størrelse som vi har lige nu. Der kan komme mere, men der kan også komme mindre,“ siger administrerende direktør Torben Andersen fra Copenhagen Flight Services, der beskæftiger omkring 80 ansatte i CPH.

To handlingkunder
CFS har blot to handlingkunder, der begge hører til i lavprisfingeren CPH Go i Københavns Lufthavn. Der er tale om henholdsvis easyJet samt hollandske Transavia.

EasyJet er en skalp, som CFS tog i midten af 2011, da det britiske lavprisflyselskab skiftede fra Novia. Sidenhen er Transavia kommet til, da selskabet genetablerede sig i Københavns Lufthavn tidligere på året. Selvom moderselskabet Air France-KLM håndteres af Novia har det hollandske lavprisflyselskab alligevel fundet det konkurrencedygtigt at lade CFS stå for handlingen, idet selskabet i forvejen er den eneste handlingoperatør i lavprisfingeren.

Man skal dog ikke nødvendigvis forvente, at fremtidige flyselskaber i CPH Go bliver en del af kundeporteføljen hos CFS.

“Det er ikke givet, at alle nye selskaber ender hos os. Alle kan handle i CPH Go, og vi kan handle andre steder. Man skal kunne levere ydelserne til kundernes tilfredshed,“ understreger Torben Andersen.

Udover de traditionelle handlingydelser beskæftiger CFS sig også med flyvask samt afisning af fly i vintermånederne. Copenhagen Flight Services ApS opstod på resterne af Nordic Aero A/S, der krakkede i 2008.