Airbus A321-fly fra Monarch Airlines i Birmingham. (Foto: Eric Salard / Wikimedia Commons)

Monarch-frist udløber i dag

Hvis det ikke lykkes for Monarch Airlines i løbet af fredagen at få fornyet sin turarrangør-licens, vil selskabet ikke længere kunne sælge flybilletter.

Den seneste tids uro omkring Monarch Airlines ventes at kulminere i dag. Den 30. september er nemlig seneste frist for at få fornyet ATOL-licensen (Air Travel Organisers License, red.), der giver selskabet ret til at sælge flybilletter. ATOL-ordningen tilsvarer Rejsegarantifonden i Danmark.

Ifølge Manchester Evening News har Monarch Airlines været i dialog om forlængelse af ATOL-licensen, men det har angiveligt ikke været muligt at opfylde de finansielle krav for en fornyelse af licensen. Hvis licensen ikke kommer på plads i løbet af fredagen, vil Monarch Airlines være tvunget til at sætte flyene på jorden ved midnatstid.

Luftfartsmyndighederne i Storbritannien har forberedt sig på den værst tænkelige situation. Siden i søndags har der været stationeret omkring otte fly fra amerikanske og canadiske flyselskaber i flere sydeuropæiske lufthavne. Flyene skal bringe Monarch-kunderne tilbage til Storbritannien, hvis det ikke lykkedes at forny licensen inden midnat.

Fra Chicago er United Airlines fløjet ind med tre store Boeing 747-400 med hver 374 sæder, mens Omni Internationale har to Boeing 767-fly og et Boeing 777-200 placeret i Europa. Dette er suppleret af et A330 og A310-fly fra canadiske Air Transat. I øjeblikket er der opsat flyvninger fra Alicante til London-Gatwick og Manchester med de store Boeing 747-fly, samt en returflyvning fra Manchester til Málaga.

Venter på frisk kapital
Monarch måtte tidligere på ugen rykke ugen med en pressemeddelelse for at berolige kunderne. Heri hed det, at selskabet flyver som normalt, og at man forventer en stor investering i selskabet en af de kommende dage. Ifølge Manchester Evening News er der tale om kinesiske HNA Group, der sammen med den nuværende ejer, Greybull Capital, vil komme med livreddende kapital til det britiske lavprisflyselskab.

På selskabets Facebook-side forsøger mange kunder at få svar på, hvorvidt ATOL-licensen bliver fornyet. Monarch-medarbejderne bliver ved med at komme med standardsvaret, at man flyver som normalt. Til gengæld har det britiske online-rejsebureau Travel Republic fjernet Monarch Airlines fra varesortimentet.

I det seneste regnskabsår, der blev afsluttet den 31. oktober 2015 kom Monarch Airlines ud med et overskud før skat på 19,2 mio. pund, hvilket svarer til 165 mio. danske kroner. Året før blev det til et underskud på godt en halv milliard kroner. Monarch beskæftiger samlet 2.800 medarbejdere og har hovedkontor i Luton Airport nær London.

 

Relaterede artikler:

Monarch ramt af konkursrygter

Monarch: Vi ser på flere destinationer i Skandinavien

Monarch Airlines åbner tre ruter i Skandinavien

Flyselskaber vender tilbage til Sharm el-Sheikh

Britisk charterikon går rutevejen