Næsten 450 aflysninger hos SAS

Oktober måned blev en af de værste måneder for SAS i meget lang tid. Regulariteten var under pres med op imod 450 aflyste flyvninger, hvilket svarer til knap 2 procent af den samlede produktion.

SAS, der er Europas mest punktlige flyselskab, har forbigående problemer med regulariteten. Det må være konklusionen, når man nærlæser oktober-tallene fra FlightStats.com, der opgør punktlighed og regularitet hos omkring 50 flyselskaber i Europa.

Her skiller SAS sig sig væsentlig ud med i alt 438 aflysninger ud af en samlet produktion på 25.319 flyvninger. Det svarer til, at 1,73 procent at samtlige flyvninger blev aflyst, hvilket er en regularitet, der ligger i den absolut forkerte ende af skalaen, og som sjældent er at finde hos det skandinaviske flyselskab.

Store udfordringer
Men oktober måned har på mange måder været en særdeles udfordrende måned for SAS.

Fra den 14. til 16. oktober var tre ud af 12 Bombardier CRJ900-fly ude af drift med tekniske fejl. Det kostede en del aflysninger i trafikprogrammet. Herefter havde SAS senere på måneden et Airbus A340-300 langdistancefly stående i Tokyo-Narita International Airport i det meste af en uge med en teknisk fejl som følge af besværeligheder med at fremskaffe den rigtige reservedel. Det medførte aflysninger af flyvningerne fra København til Tokyo fire dage i træk.

Men det har ikke kun været tekniske fejl, der har været skyld i de mange forsinkelser. Vejrliget har også spillet ind. Et kraftigt snevejr i Norgepåvirkede i begyndelsen af sidste uge flytrafikken i Oslo´s Gardermoen-lufthavn, hvor adskillige flyafgange måtte aflyses i løbet af halvandet døgn. På præcis samme tidspunkt hærgede orkanen Sandy på den amerikanske østkyst og betød aflysninger af flyafgange fra Skandinavien til New York og Washington.

“Vi må konstatere, at oktober måned ligger under vores mål og normale formåen. Der har både været vejrmæssige, logistiske og tekniske udfordringer af en karakter ud over det sædvanlige. Det ændrer ikke ved vores fokus. SAS skal fortsat være det mest punktlige flyselskab,“ understreger flyvechef Per Schrøder fra SAS.

Med op imod 450 aflyste flyafgange bliver det økonomiske resultat for oktober måned naturligt påvirket af de driftsmæssige vanskeligheder. De mange aflysninger vurderes at have kostet SAS et tocifret millionbeløb.

Også problemer i datterselskab
Af andre større selskaber, der klarede sig ringere end SAS kan nævnes Swiss, russiske UTair Avtiation samt norske Widerøe, der er et helejet SAS-datterselskab. Det norske selskab aflyste 392 ud af 11.193 flyvninger, hvilket svarer til 3,50 procent af produktionen.

Samlet set har SAS-gruppen således i oktober måned aflyst 830 ud af 36.512 flyafgange, hvilket svarer til 2,27 procent af den samlede produktion.

Det var ikke kun på regulariteten, at SAS og Widerøeblev ramt. Punktligheden var også under niveau i oktober måned. Hos SAS var 11,8 procent af samtlige 25.319 flyafgange forsinket ved ankomst. I alt 1.492 flyafgange blev forsinket mellem 15 og 30 minutter, mens 531 flyvninger blev gennemført med en forsinkelse på mellem 30 og 45 minutter. Hele 910 afgange svarende til 3,66 procent af samtlige planlagte flyvninger ankom til destinationen med en forsinkelse på over 45 minutter.

Bedre var det ikke hos Widerøe. Her var 2.088 af 11.193 flyvninger forsinket mere end 15 minutter vedankomsten, hvilket svarer til en punktlighed på 84,3 procent. Af de forsinkede afgange havde i alt 649 afgange forsinkelser på mellem 15 og 30 minutter, mens 338 flyvninger var forsinket mellem 30 og 45 minutter. Hele 709 flyvninger svarende til 6,56 procent var forsinket i mere end 45 minutter.

I det finske SAS-datterselskab Blue1 kan man imidertid glæde sig over oktober måneds punktlighed- og regularitetstal. Blue1 var det mest punktlige flyselskab i Europa med 1.428 rettidige afgange ud af 1.514, og der varblot 11 aflysninger.