SAS-fly i Københavns Lufthavn (Foto: Arne Petersen | CPH)

Nordens største lufthavn i ny årsrekord

I 2018 var der 30,3 millioner passagerer gennem terminalerne i Københavns Lufthavn, og dermed manifesteres positionen som Nordens største lufthavn.

På de allertravleste dage i 2018 rejste op imod 110.000 passagerer gennem Københavns Lufthavn, og på årets mindst travle dag var der blot 25.000.

Men når det hele bliver gjort op over en 365-dages periode, så kom den danske hovedstadslufthavn ud af 2018 med 30,3 millioner passagerer, hvilket var en vækst på 3,8 procent i forhold til året før.

Dermed cementerer CPH positionen som Nordens største lufthavn foran konkurrenterne i Oslo, Stockholm og Helsinki. I Oslo og Stockholm er man godt på vej mod 30 millioner-mærket, mens Helsinki Lufthavn i 2018 for første gang kom over 20 millioner passagerer.

Det er da også en meget tilfreds lufthavnsdirektør, der kan se tilbage på et år med pæn vækst.

“Fremgangen i 2018 har været markant med 1,1 million flere rejsende. Det svarer til ekstra 16 fyldte Boeing 737 fly hver eneste af årets dage,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

Flest udenlandske rejsende
Selvom lufthavnen har vokseværk er det ikke nødvendigvis fordi, at danskerne rejser mere end tidligere. Ifølge lufthavnens egne tal er det faktisk kun 38 procent af passagererne, der er danske rejsende, mens de øvrige 62 procent er udenlandske rejsende til Danmark eller transferpassagerer, der rejser via CPH.

“Det er afgørende for velstanden i et lille land som Danmark at være godt forbundet med resten af verden, så vi kan handle, udveksle viden og få investeringer og turister til landet. Vi kan se på udviklingen de seneste 10 år, at verden for alvor har opdaget Danmark. De udenlandske rejsende fylder godt i terminalerne – og dermed også i Danmark, ” understreger lufthavnsdirektøren.

Siden 2011, hvor der er kommet mange lavprisflyselskaber til lufthavnen, er antallet af indgående rejsende vokset med 51 procent, mens antallet af udgående rejsende fra Danmark og Sydsverige blot er vokset med 31 procent.

De største destinationer fra København var i 2018 henholdsvis London, Oslo, Stockholm og Amsterdam. Herefter fulgte Helsinki, Paris, Berlin, Aalborg, Frankfurt og Bruxelles.
Relaterede artikler:

30 millioner passagerer i CPH

Københavns Lufthavn på vej mod milepæl

CPH har kurs mod de 30 millioner