Nordiske luftfartsaktier i rekordhøj vækst

De nordiske luftfartsaktier var højtflyvende i 2015. Samlet steg børssværdien hos SAS, Norwegian, Finnair og Icelandair med 10,4 mia. kroner, hvilket svarer til en vækst på 54 procent. Icelandair er nu mest værdifulde selskab.

“Hvis du er milliardær og investerer i luftfart, bliver du hurtigt millionær.“ Et lettere omskrevet citat fra Sir Richard Branson, der er blevet brugt flittigt af mange i luftfartsindustrien gennem tiden.

Det holder dog ikke for 2015, hvis man tager udgangspunkt i de fire nordiske flyselskaber, hvis akter er noteret på fondsbørserne, henholdsvis Oslo Børs og Nasdaq QMX.

På årets sidste børsdag den 30. december 2015 lukkede handelen med de fire luftfartsaktier SAS, Norwegian, Finnair og Icelandair med samlet pæne stigninger over de seneste 12 måneder.

Samlet var markedsværdien af de fire selskabers aktier på 29,9 mia. kroner på dagens sidste børsdag mod 19,5 mia. kroner på samme dag året før. Dermed har de nordiske flyselskaber leveret 10,4 mia. ekstra i øget markedsværdi til investorerne.

Den store højdespringer er Icelandair, der ufortrødent fortsætter sin nichestrategi om at føde passagerer ind til Island, hvorfor de primært skal fortsætte rejsen på omkring 15 ruter til USA og Canada. Forretningsmodellen er skalerbar og synes at have et stort fremtidigt indtjeningspotentiale.

Icelandair lukkede 2015 i kurs 35,4 mod 21,4 året før, og omregnet til danske kroner kaster det en gevinst på 3,7 mia. kroner af sig, hvilket samtidig betyder, at markedsværdien af den islandske luftfartskoncern kan opgøres til næsten 9,4 mia. kroner, hvilket er omkring en halv milliard mere end Norwegian.

Icelandair og Finnair med niche-strategi
Rent faktisk var det Norwegian, der måtte indkassere den laveste vækst på aktieværdien, hvilket dog kan skyldes, at aktionærerne allerede havde foruddiskonteret succesen i 2015.
Norwegians aktier steg med 17,2 procent til en samlet værdi af 8,8 mia. danske kroner.

Efter Norwegian kommer SAS med en samlet markedsværdi på 6,5 mia. kroner og en kursvækst i 2015 på imponerende 68,6 procent. Markedsværdien af det skandinaviske flyselskab er nu omkring 6,5 mia. danske kroner.

Laveste markedsværdi lige nu har Finnair med knap 5,2 mia. danske kroner og en kursstigning i løbet af 2015 på 118,6 procent. Det finske flyselskab er med nye langdistancefly på vej fremad mod en ny epoke, og den klare niche-strategi med Asien-trafikken ser ud til at blive belønnet, som det også har været tilfældet med Icelandair.

Fremgangen over hele linjen er primært begrundet i to faktorer. Brændstofpriserne er faldet dramatisk i løbet af 2015, ligesom konkurrencen ikke har været så intensiv i 2015 som de foregående år.

Markedsværdi børsnoterede nordiske flyselskaber pr. 30. december 2015.

SELSKAB 30DEC14 VÆRDI 30DEC15 VÆRDI VÆKST
FINNAIR 2,48 2.371.415 5,42 5.182.689 2.811.274
ICELANDAIR 21,4 5.671.000 35,4 9.381.000 3.710.000
NORWEGIAN 276,2 7.537.314 323,7 8.833.588 1.296.243
SAS 11,80 3.882.200 19,90 6.547.100 2.664.900
(lukkekurs) 19.461.929 (lukkekurs) 29.944.347

Kilde: Oslo Børs, Nasdaq OMX
Værdier i DKK (1.000) (omregnet fra lokalvaluta til DKK baseret på vistakurser fra Danmarks Nationalbank den 30.12.15.)