Kim Jong-un. Foto: Korean Central News Agency.

Nordkorea ønsker nye internationale flyruter

Nordkorea har henvendt sig til ICAO med et ønske om at åbne flere internationale flyruter.

Hvis rejsen går til Nordkorea, er der ikke mange flyforbindelser at vælge imellem. Air China indstillede i november sidste år sin rute mellem Beijing og Nordkoreas hovedstad Pyongyang – officielt på grund af lav efterspørgsel på rejser til landet.

Det efterlod det statslige nordkoreanske flyselskab Air Koryo som det eneste selskab med rutetrafik til Nordkorea. Air Koryo flyver dog kun fra Pyongyang til Beijing og Shenyang i Kina samt til Vladivostok i Rusland. I 2016 lukkede selskabet sine andre internationale ruter til Bangkok, Kuala Lumpur og Kuwait.

Ruter til flere regioner
Men nu kan der være nye flyruter på vej til det isolerede land i Asien. I slipstrømmen på de nylige tøbrud mellem Nordkorea og Sydkorea har de nordkoreanske myndigheder henvendt sig til den internationale luftfartsorganisation ICAO med en anmodning om at etablere nye internationale flyruter til Nordkorea.

”Nordkorea har anmodet om åbning af flyruter, der muliggør rejser til adskillige regioner. Vi har brug for samarbejde fra vores medlemmer i regionerne Asien-Stillehavet, Europa og Nordamerika,” siger en repræsentant for ICAO til det sydkoreanske dagblad Dong-A Ilbo.

Blandt de nordkoreanske ønsker skulle være en ny rute mellem Pyongyang og Sydkoreas internationale hovedlufthavn Seoul Incheon.

ICAO-repræsentanter til Nordkorea
Embedsmænd fra ICAOs regionale asiatiske kontor forventes at rejse til Nordkorea i løbet af denne uge for at diskutere Pyongyangs anmodning om nye flyruter, ligesom der på mødet skal drøftes spørgsmål omkring luftfartssikkerhed.

Relationerne mellem Nord- og Sydkorea er forbedret betydeligt siden begyndelsen af ​​året. Den 27. april mødtes Nordkoreas præsident, Kim Jong-un, og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, til et historisk topmøde i den demilitariserede zone mellem de to lande. Desuden ventes det, at USA’s præsident, Donald Trump, inden for få uger vil holde et topmøde med Kim Jong-un.

 

Relaterede artikler:

Sydkoreansk charterflyvning til Nordkorea

Flyselskaber lader sig ikke skræmme af Kim Jong-un

Flyselskaber ændrer flyveruter efter missiltest