- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norsk skib skal genoptage MH370-eftersøgning

Med et norsk skib og udsigt til en milliondusør vil et amerikansk firma snart genoptage eftersøgningen efter Malaysia Airlines-flet, der forsvandt for næsten fire år siden.

I den sydafrikanske havneby Durban ligger det norske havundersøgelsesskib Seabed Constructor til kaj. Det har hjemhavn i Bergen i Norge og opererer oftest i det nordlige atlanterhav. Men i løbet af december har skibet taget turen til den anden side af jorden for at holde sig klar til at gøre endnu et forsøg på at løse et af de største mysterier i moderne luftfart.

Det handler om hvad der blev af Boeing 777-200 flyet fra Malaysia Airlines med kaldesignalet MH370, da det den 8. marts 2014 forsvandt fra flyveledernes radarer kort efter starten fra Malaysias hovedstad Kuala Lumpur.

Gøre et nyt forsøg
Få vragdele er flere år efter skyllet i land langs Afrikas østkyst. Men det endnu ikke lykkedes at finde større dele af flyet eller nogle af de 239 omkomne passagerer og besætningsmedlemmer. Den formelle eftersøgning blev indstillet den 17. januar i år. Men nu har de malaysiske myndigheder udpeget det amerikanske firma Ocean Infinity til at gøre et nyt forsøg på at finde flyet, der menes at lægge et sted på havbunden i Det Indiske Ocean.

Hvis det lykkes Ocean Infinity at finde MH370 i løbet af 90 dage, så vanker der en findeløn på 70 mio. dollars – svarende til omkring 440 mio. danske kroner. De malaysiske myndigheder har valgt Ocean Infinity, men den endelige aftale mellem parterne er dog endnu ikke på plads.

Ligger standby
For at kunne komme i gang så hurtigt som muligt efter at aftalen er landet, har Ocean Infinity hyret Seabed Constructor og sendt det sydpå til Durban, hvor det nu ligger standby. Fra Durban er der 10 dages sejlads ud til det 25.000 kvadratkilometer store havområde, hvor australske eksperter vurderer, at der er størst chance for at finde MH370.

Eksperterne fra Commonwealth Scientific and Industrial Research Organization i Australien har regnet på hvor flydende vragdele ville have bevæget sig hen på havoverfladen i dagene og ugerne efter flyets forsvinden den 8. marts for næsten fire år siden. De beregninger er blevet kombineret med oplysninger om hvor vragdele er blevet fundet og satellitbilleder af mulige vragdele samt analyser af vind- og strømforhold. På den baggrund har forskerne udpeget tre ”hotspots” indenfor det 25.000 kvadratkilometer store område.

Det er de australske forskeres undersøgelser og resultater, der har fået de malaysiske myndigheder til at iværksætte endnu en eftersøgning af MH370.

Seabed Constructor forventes at forlade Durban i starten af det nye år og begynde at sejle mod øst mod havområdet. Når aftalen mellem Ocean Infinity og de malaysiske myndigheder er på plads, vil Seabed Constructor blandt andet anvende seks undervandsrobotter til eftersøgningen.

 

Relaterede artikler:

MH370-eftersøgere: Måske svævede flyet ned

Stadig flere vragdele fra MH370

Bekræftet: Vingedel fra MH370

MH370-kommunikationen minut for minut

Bekræftet: MH370 er styrtet ned i Det Indiske Ocean