Norske strejker giver kun få aflysninger

Strejkende sikkerhedspersonale i norske lufthavne har kun betydet få aflyste fly og har ikke påvirket trafikken til Danmark. Men onsdag optrappes konflikten markant. Især i de store lufthavne som Oslo Gardermoen, Stavanger og Bergen.

Køerne ved sikkerhedskontrollerne i de store norske lufthavne er rigtig lange i disse dage, som følge af en storstilet strejke blandt sikkerhedspersonalet i 13 norske lufthavne. Men Norwegian og SAS har kun været nødsaget til at aflyse ganske få afgange, og trafikken til Danmark har ikke været påvirket.

“Der har ikke været aflysninger af flyvninger til og fra Danmark som følge af strejkerne i Norge. Og i Norge har der kun været få aflysninger,“ siger SAS’ danske pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen.

For selvom det går langsomt, så er det muligt at komme igennem metaldetektorerne i store lufthavne som Oslo Gardermoen, Stavanger, Bergen og Trondheim. Strejken startede i fem lufthavne fredag aften og blev tirsdag morgen udvidet til at omfatte i alt 13 lufthavne.

Det drejer sig om Oslo Gardermoen, Stavanger, Bergen, Trondheim, Tromsø, Haugesund, Ålesund, Kristiansund, Alta, Bodø, Sandnessjøen, Leknes og Førde.

I Oslo Gardermoen, Stavanger, Bergen, Trondheim, Tromsø, Haugesund og Ålesund vil sikkerhedskontrollerne tirsdag være åbne men med begrænset kapacitet. Onsdag forventes flere sikkerhedskontrollører at blive inddraget i konflikten, og det vil betyde endnu mindre kapacitet ved metaldetektorerne i Gardermoen, Stavanger, Bergen, Trondheim og Tromsø. I Tromsø vil der blive lukket helt for afrejsende passagerer onsdag aften.

Lufthavnene i Kristiansund, Alta, Sandnessjøen, Leknes og Førde vil være helt lukkede for afrejsende trafik tirsdag og onsdag. Pasagerer, der skal rejse fra disse lufthavne, vil blive kørt i bus til andre nærliggende lufthavne.

I Bodø lukker sikkerhedskontrollen tirsdag kl. 11.30 for så at åbne kortvarigt onsdag morgen mellem kl. 4.00 og 11.30. Herefter vil der igen være lukket for alt afgående trafik.