Norwegian Boeing 787-8 Dreamliner.

Norwegian åbner langdistanceruter fra Paris

Fra slutningen af juli måned åbner Norwegian tre langdistanceruter fra Paris-CDG lufthavnen. Dermed får selskabet for alvor et gennembrud med sin internationale strategi.

Norwegian har haft meget modvind efter lanceringen af de interkontinentale ruter fra Skandinavien. Forsinkelser som følge af et tæt trafikprogram, for få fly og mange børnesygdomme hos Dreamlineren gjorde det i begyndelsen vanskeligt for det norske lavprisflyselskab.

Al begyndelse er svær, og det var det således også for Norwegian. Nu lader det til, at flyselskabet har fået bedre styr på langdistanceforretningen, der domineres af skyhøje belægningsprocenter på USA-ruterne.

Derfor tager Norwegian i slutningen af juli det næste store skridt, når selskabet åbner langdistanceruter fra Europas næststørste lufthavn i Paris.

Fra Charles de Gaulle-lufthavnen vil Norwegian fra den 29. juli flyve fire gange om ugen til New York-JFK, to gange ugentligt til Los Angeles samt en gang om ugen til Fort Lauderdale. Der flyves med Boeing 787-8 Dreamliner, der har plads til 291 passagerer.

I modsætning til London-Gatwick, hvor Norwegian i dag har en langdistancebase, vil man i første omgang benytte fly fra baserne i Bangkok, New York-JFK og Fort Lauderdale.

Fra norsk til internationalt selskab
Første langdistanceflyvning hos Norwegian fandt sted den 30. maj 2013, og tre år senere vil selskabet således tilbyde 38 direkte langdistanceruter fra Europa.Langdistanceruterne udgår fra Oslo, Bergen, København, Stockholm, London-Gatwick – og snart også Paris-CDG.

Med de nye ruter fra storlufthavnen i Paris har Norwegian vist, at løfterne om langdistanceruter fra europæiske storbyer som London, Paris, Rom og Barcelona ikke blot er tom snak. Norwegian er for alvor ved at bevæge sig væk fra at være et skandinavisk baseret selskab til at blive internationalt.

“Vi er meget glade for at kunne give rejsende fra Paris muligheden for at rejse til USA til en lav pris i vores splinternye Dreamlinere. Op mod 30 procent af alle, der flyver med Norwegian mellem USA og Europa er amerikanere, så vi ser også frem til at tilbyde amerikanske rejsende endnu flere europæiske destinationer at vælge imellem. Vi kan mærke, at interessen for lave priser mellem USA og Europa er meget stor, og vi lover, at der kommer flere nye ruter til endnu flere spændende destinationer i fremtiden,“ siger koncernchef Bjørn Kjos.

Den internationale vækst understøtter også Norwegians nye strategi om at være mindre eksponeret i forhold til den svækkede norske krone.

“Vores strategi er at producere mere i euro, britiske pund og dollars, så vi reducerer virkningen af den norske krone,“ sagde koncernchef Bjørn Kjos på et nyligt investormøde.

På mødet kunne Norwegian dokumentere, at indtægterne i de tre skandinaviske valutaer i fjerde kvartal af 2015 var faldet fra 76 til 69 procent i forhold til samme periode året før.

Trafikrestriktioner i Orly
Norwegian modtager på tirsdag den 23. februar selskabets første Boeing 787-9 Dreamliner-fly, der har plads til 344 passagerer. Der kommer yderligere tre store Dreamliner-fly i år, og Norwegian har i forvejen otte eksemplarer af Boeing 787-8, der har plads til 291 passagerer. Samlet har Norwegian bestilt 38 Dreamlinere, hvoraf 30 er af den langtrækkende 787-9 version.

Det første 787-9 fly får hjemsted på basen i London-Gatwick, men Norwegian vil ikke udelukke, at Paris også kan blive langdistancebase.

“Vi ser et stort potentiale for vækst i Charles De Gaulle-lufthavnen, og derfor et det bestemt muligt, at der kommer en langdistancebase her i fremtiden, Fra Paris ser vi også mulighed for at tilføje flere spændende destinationer til rutenetværket. Destinationer inden for en afstand af 12.000 kilometer er interessante for os, hvilket inkluderer byer som Honolulu, Buenos Aires, Jakarta, Cape Town, Manila og Santiago,“ siger Norwegians danske informationschef Daniel Kirchhoff til CHECK-IN.dk.

De europæiske ruter har hidtil været benyttet til Paris-Orly lufthavnen, men her var det ikke muligt for Norwegian af få start- og landingstilladelser på grund af slotrestriktioner. Dermed begrænser mulighederne sig til lokalmarkedet.

“Paris er en stor by, og en af dem, der tiltrækker flest turister i verden. Derfor er den meget interessant for Norwegian. Vi ser rigtig positivt på at operere fra begge lufthavne, sådan som Air France og easyJet også gør i dag,“ understreger Daniel Kirchhoff.