(Foto: Morten Lund Madsen)

Norwegian bedst i Europa og verden

Norwegian er kåret til Europas bedste lavprisselskab og verdens bedste lavprisselskab på de lange distancer i den prestigefyldte SkyTrax-undersøgelse.

For tredje år i træk kan Norwegian kalde sig Europas bedste lavprisselskab. Det står klart efter uddelingen af priserne i den såkaldte SkyTrax-undersøgelse, hvor over 18 millioner passagerer fra over 160 lande bedømmer over 200 flyselskaber på en lang række parametre. SkyTrax World Airline Awards betegnes som den mest prestigefyldte prisuddeling i flybranchen.

Priserne blev uddelt tirsdag under Paris Air Show. Bjørn Kjos og det øvrige Norwegian-personale kan desuden glæde sig over, at de også vandt prisen som verdens bedste lavprisflyselskab på langdistanceruter.

”Jeg vil gerne takke alle de passagerer, som har givet Norwegian stor ros. Det er dejligt at se, at kombinationen af splinternye fly, et stort rutenetværk, lave priser og god service bliver værdsat. Dette ville aldrig have kunne lade sig gøre uden de fantastiske medarbejdere i Norwegian, som hver dag gør deres yderste for, at vores passagerer skal have en god rejseoplevelse,” siger administrerende direktør Bjørn Kjos fra Norwegian.

Unik nordisk oplevelse
AirAsia, der oplevede et grimt flystyrt i december sidste år, løb med titlen som verdens bedste lavprisflyselskab. For sjette år i træk fik Finnair titlen som Nordeuropas bedste flyselskab.

”Det er en anerkendelse af vores medarbejderes dedikerede arbejde, når de på jorden og i luften med Finnair skaber forbindelsen mellem Europa og Asien. Vi ønsker at give vores kunder en unik nordisk oplevelse, og vi vil vi investere yderligere for at forbedre vores produkt og service. Vi har allerede flere forbedringer på vej, og vi glæder os til at præsentere det helt nye A350 fly i efteråret,” siger Juha Järvinen, kommerciel direktør i Finnair.

For femte år i træk
Europas bedste flyselskab, når man ser på tværs af både lavpris- og netværksselskaber, blev for femte år i træk Turkish Airlines, der også har verdens bedste business class-lounge. Titlen som verdens bedste flyselskab gik til Qatar Airways, mens oneworld kan kalde sig verdens bedste alliance for tredje år i træk..

Verdens bedste business class finder man ikke overraskende hos Singapore Airlines, mens koreanske Asiana har verdens bedste economy class. Emirates har verdens bedste inflight entertainment system.

Air France vandt prisen for det flyselskab, der havde forbedret sig mest, mens Austrian hjemtog prisen for bedste mad på business class.

Deltagerne i Skytrax-undersøgelsen bedømmer alt fra oplevelsen omkring indtjekning, boarding, sædekomfort, renlighed i kabinen, mad, drikke, underholdning og service.

Foto: Morten Lund Madsen.