Norwegian Boeing 787-8 Dreamliner. (Foto: Norwegian)

Norwegian: Et umættet Bangkok-marked

Den udbudte kapacitet står ikke mål med efterspørgslen på flybilletter til Bangkok og Thailand. Det mener Norwegian, der dog starter forsigtigt ud på sin nye Bangkok-rute.

Fra den 30. oktober vil Norwegian kaste sig ind i kampen mod især Thai Airways, Emirates og Qatar Airways om trafikken mellem Københavns Lufthavn og Bangkok i Thailand. Thai Airways flyver op til ni gange ugentligt på ruten, mens mellemøstselskaberne i stor stil transporterer rejsende via deres trafikknudepunkter i Dubai og Doha ved Den Persiske Golf.

At gå op mod Thai’s direkte flyvninger og de stenrige mellemøst-selskabers lave priser og høje service skræmmer dog ikke Norwegian. Her er man nemlig af den opfattelse, at en direkte flyrute vil få flere til at vælge destinationen. Altså flypassagerer, som ikke fra starten havde planer om at skulle til Bangkok med et andet selskab enten direkte eller med mellemlanding undervejs, samt folk, som i stedet vælger at blive hjemme eller vælger at flyve direkte til en anden destination.

“Vi flyver der hvor efterspørgslen er. Og vi kan se, at det her er en af de ruter, hvor der er den største andel af uafklaret kapacitet. Altså folk, som ikke rejser på ruten i dag fordi der ikke er tilstrækkelig kapacitet på de direkte flyvninger,“ siger Johan Bisgaard Larsen, kommunikations- og marketingchef for Norwegian i Danmark.

Og netop den direkte forbindelse er ifølge Norwegian selskabets stærkeste våben i kampen mod Emirates og Qatar Airways, der begge flyver dagligt fra København til henholdsvis Dubai og Doha med ankomsttidspunkter som er lagt an på at skabe gode flyforbindelser videre til Bangkok og andre destinationer i Asien.

”Vi er af den overbevisning, at folk helst vil flyve direkte,” siger Johan Bisgaard Larsen.

Hvad vi kunne få
Ruten starter med to ugentlige flyvninger på torsdage og søndage. Og sådan vil det være i hele vinterhalvåret på ruten, som bliver en helårsrute. Flere flyvninger kan dog komme på tale senere.

”Vi vil ikke afvise, at vi vil indsætte flere frekvenser på ruten fremadrettet. Men i den kommende vintersæson vil der kun være to ugentlige flyvninger. Det er hvad vi har kunne få af kapacitet,” forklarer Johan Bisgaard Larsen og peger på at Norwegian i øjeblikket er ved at opbygge et net af langdistanceruter fra både Norge, Sverige, Danmark og England. Og med indtil videre kun syv Boeing 787 Dreamliner-langdistancefly samt enkelte vikarfly, så kan det være svært at være så meget tilstede på en rute, som man måske gerne ville være.