Norwegian får 800 nye charter-flyvninger

Skandinaviens største lavprisflyselskab, Norwegian, udvider forretningen med en millionkontrakt med rejseselskabet Star Tour. Den nye aftale giver Norwegian en indtægt på ca. 300 mio. norske kr.

Sommeren 2011’s charterflyvninger til Middelhavsområdet vil i en større grad end tidligere blive udført af lavprisflyselskabet Norwegian. Det fremgår af en nyindgået kontrakt mellem Norwegian og Star Tour, der sikrer det voksende lavprisflyselskab i omegnen af 800 flyvninger til en samlet værdiaf 300 mio. norske kr.

Den nye aftale kommer på baggrund af en allerede eksisterende aftale, der blev indgået tidligere på året, hvor Norwegian fik til opgave at gennemføre Star Tours vinter-flyvninger 2010/2011 til destinationer som Gran Canaria og Egypten med take off fra Sverige og Norge.

Nu er samarbejdet udvidet med flyvninger til middelhavsdestinationer som fx Mallorca, Malaga, Barcelona, Alicante, Algarve og Nice. Norwegians sommerafgange for Star Tour omfatter flyvninger fra Sverige, Norge og Finland, herunder Stockholm-Arlanda, Oslo-Gardermoen, Oslo-Rygge, Bergen, Bodø, Haugesund, Molde, Stavanger, Trondheim og Helsinki.

Flyvningerne gennemføres for Star Tour i Norge, Fritidsresor i Sverige og Finnmatkat i Finland, der alle sammen med danske Star Tour indgår i TUI Nordic-koncernen.

Øget komfort ombord

Den tidligere aftale om vintertrafikken giver Norwegian omkring 300 flyvninger af en værdi på 130 mio. norske kr., og med den nye sommerkontrakt styrker det norske lavprisselskab sin position på chartermarkedet.

Sommerflyvningerne vil blive gennemført med Norwegians nye 737-800-maskiner fra Boeing, og som kunderne, ifølge selskabets kommercielle direktør, vil få en mere komfortabel rejse med.

”Til sommer kommer vi til at kunne tilbyde de rejsende en helt ny rejseoplevelse, da vores nye fly har interiør, der er baseret på Boeings Dreamliner, og som kommer til at øge komforten betydeligt,” siger kommerciel direktør, Daniel Skjeldam.

Norwegian flyver i dag ca. 230 ruter til 91 destinationer. Den danske konkurrent på charterflymarkedet, Jet Time, ryster ikke på hånden over Norwegians millionkontrakt med Star Tour. Selskabets administrerende direktør, Klaus Ren, oplyser over for CHECK-IN.dk, at Jet Time i forvejen får nok at se til, eftersom selskabet kan melde om et fuldt booket sommerprogram, der forventes at give selskabet en passagerfremgang på omkring 20 procent.

Foto: Nye Boeing 737-800 fra Norwegianskal flyve feriegæster fra TUI Nordic´s norske, svenske og finske rejsearrangør til Middelhavet i den kommende sommer.