Norwegian får Fast-Track i Aalborg Lufthavn

Norwegian bliver det tredje større flyselskab, der kan tilbyde passagererne Fast-Track i Aalborg Lufthavn.

I februar sidste år åbnede Aalborg Lufthavn op for en Fast-Track service som de tredje lufthavn i Danmark. Første kunde på produktet var KLM, mens SAS fulgt efter i sommeren sidste år.

Nu er turen kommet til Norwegian, der også vil tilbyde deres kunder fartskabende fordele, når man rejser fra Aalborg Lufthavn. Alle passagerer med Flex-billetter får gratis adgang til fast-track, mens LowFare-kunder skal betale et tillæg på 90 kroner.

For virksomhedskunder, der har en firmaaftale med Norwegian er Fast-Track dog gratis indtil udgangen af 2015 uanset den valgte billettype.

“For de forretningsrejsende er nøgleordene nemt, hurtigt og smidigt, og derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde fast-track i Aalborg Lufthavn. Vi får et stadigt bedre greb om business-segmentet, og med Fast-Track samt vores gratis WiFi, billige billetter og nye fly, har vi et meget konkurrencedygtigt produkt,“ siger Frank Nordbjerg Olesen, der er salgschef for Norwegian i Danmark.

Ingen tillæg hos SAS
Hos indenrigskonkurrenten SAS er der ikke tillæg for Fast-Track. Til gengæld er det kun muligt at benytte Fast-Track, hvis man rejser på en Plus-billet eller har et guld- eller diamantkort gennem SAS EuroBonus.

Lufthansa, der siden slutningen af marts måned har fløjet to gange dagligt fra Aalborg til Frankfurt, har endnu ikke tilsluttet sig Fast-Track ordningen i den nordjyske lufthavn.

Det har til gengæld Air Greenland og airBaltic, der i den forløbne sommer har tilbudt selskabernes Business Class-passagerer adgang til de fartskabende fordele.