Levering af to Boeing 737 MAX 8 til Norwegian. (Arkivfoto: Norwegian/PR)

Norwegian grounder sine 737 MAX (opd.)

Efter anbefalinger fra europæiske luftfartsmyndigheder har Norwegian besluttet at grounde sine 18 Boeing 737 MAX 8 indtil videre. Andre selskaber følger efter.

Norwegian besluttede tirsdag eftermiddag at tage sine i alt 18 Boeing 737 MAX 8 ud af drift indtil videre. Beslutningen kommer efter, at flytypen har været involveret i to flystyrt de seneste fem måneder.

”Norwegian har valgt at tage sine Boeing 737 MAX 8 ud af drift indtil videre efter anbefaling fra flere luftfartsmyndigheder. Når luftfartsmyndighederne giver den slags råd, følger vi naturligvis deres anbefalinger. Vi beklager overfor de passagerer, som bliver berørt af dette, men vores passagerers sikkerhed kommer altid i første række,” siger Tomas Hesthammer, flyvechef hos Norwegian.

Norwegian oplyser, at selskabet arbejder på omdisponere flyflåden for at minimere konsekvensen af, at 18 fly tages ud af drift.

Icelandair og TUI følger trop
Også Icelandair og TUI besluttede i løbet af tirsdagen at grounde deres 737 MAX 8-fly.

I en kort selskabsmeddelelse skriver Icelandair, at det indtil videre tager sine tre Boeing 737 MAX 8-fly ud af drift. Det islandske flyselskab skriver, at det vil følge den videre udvikling nøje og arbejde sammen med lokale, europæiske og amerikanske myndigheder om eventuelt yderligere tiltag. Icelandair oplyser endvidere, at de tre groundede fly ikke vil få nævneværdig indflydelse på selskabets trafikprogram.

Også TUI Group har sat sine i alt 15 MAX 8-fly på jorden som følge af, at de britiske luftfartsmyndigheder har beordret alle britiske flyselskaber til at indstille alle flyvninger med MAX 8 indtil videre.

TUI oplyser til CHECK-IN.dk, at selskabet som konsekvens af myndighedernes beslutning har grounded alle sine 15 fly af typen, og at man som udgangspunkt ikke benytter 737 MAX 8 i Danmark.

Fransk og tysk myndighedsforbud
Udover de britiske luftfartsmyndigheder har også både de tyske og de franske myndigheder forbudt flyvninger med Boeing 737 MAX 8 i henholdvis tysk og fransk luftrum.

Udenfor Europa har luftfartsmyndighederne i Singapore, Kina, Malaysia, Australien og Indonesien forbudt flyet i de respektive landes luftrum.

Relaterede links

Intet generelt flyveforbud til 737 MAX

Flere end hundrede Boeing 737 MAX sat på jorden

Ethiopian Airlines MAX 8-fly styrtet ned