Norwegian har kuren mod jetlag

Forbedret luftkvalitet og dynamisk LED-belysning, der kan simulere forskellige tider på døgnet gennem lysets farve og intensitet, skal reducere jetlag på lange rejser. Det er en af fordelene ved Norwegians kommende Dreamliner-fly.

Ved rejse over flere tidszoner bliver mange udsat for følgerne af jetlag. Typiske symptomer kan være søvnproblemer, træthed om dagen, nedsat præstationsniveau og maveproblemer.

Da lys er den stærkeste tilpasning for døgnrytmen, har den amerikanske flyproducent Boeing tilsyneladende fundet en mulighed for at reducere jetlag. I det nye Boeing 787 Dreamliner-fly er det nemlig muligt at foretage elektronisk ‘dimming’ af flyets vinduer, der gør det muligt at simulere forskellige tider på døgnet med lysets farve og intensitet.

I forvejen har Dreamlineren 65 procent større vinduer end traditionelle fly, mens de velkendte ‘rullegardiner’ også er forsvundet i Boeings vidunderfly.

“Dimming-funktionen kan sammenlignes med at sætte en solbrille foran vinduet. Dimmingen kan styres af passagererne, men også af cabin crew, hvis dette ønsker at simulere en nat i fuldt dagslys for at reducere jetlag,“ forklarer Norwegians danske presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen.

Ifølge Norwegian viser omfattende studier, at belysning i væsentlig grad påvirker passagerenes oplevelse af flyturen i positiv retning sammenlignet med normal flybelysning.

Kabinetryk og luftkvalitet forbedret
Skroget på Dreamliner-flyet er bygget af karbonkomposit, der er lettere, men stærkere end aluminium som har været benyttet på konventionelle fly.

Materialevalget betyder, at det er muligt at øge luftfugtigheden i kabinen, hvilket reducerer symptomer som irriterede øjne ved lange flyvninger i den traditionelt tørre kabineluft.

Herudover er det muligt at øge trykket i kabinen, således at det svarer til lufttrykket i lavere højder, end det er tilfældet i dag. En ‘lavere’ kabinehøjde øger oxygenmængden, hvilket medvirker til at reducere gener som hovedpine og muskelsmerter, der også af og til kan opleves af flypassagerer.

Dreamlineren kabinetryk svarer til en højde på 1.800 meter, mens traditionelle fly har et 25 procent højere kabinetryk svarende til 2.400 meter.

Endelig er der gjort meget for at øge luftkvaliteten. Der er installeret et såkaldt HEPA-luftfiler i 787´eren sammen med et gasfiltreringssystem, som fjerner lugt og uønsket luftkontaminering som eksempelvis parfume og alkohol, der ofte kan være kilden til øjen- og luftvejsirritationer.

Endelig er der også gjort en indsats for at minimere luftsyge ved turbulens. Det er sikret gennem en ny teknologi, hvor flyets rorflader modvirker turbulens og vibrationer. Ifølge tests gennemført af Boeing vil det give en 8-gangs reduktion i luftsyge og lignende fysisk ubehag.

Læs også:

På besøg i Dreamlineren