Norwegian Boeing 737MAX (Foto: Norwegian)

Norwegian lancerer tre nye USA-destinationer

Fra den 15. juni vil Norwegian flyve til tre mindre lufthavne på den amerikanske østkyst med de nye Boeing 737MAX-fly til priser fra 515 kroner for en enkeltbillet.

Norwegian kunne torsdag offentliggøre 10 nye transatlantiske ruter fordelt på 38 ugentlige flyvninger fra Edinburgh, Belfast, Cork, Shannon og Dublin. Det bliver samtidig startskuddet til den kommende satsning med de nye Boeing 737MAX8 fly, der vil ankomme i en lind strøm fra forsommeren 2017. Samlet har Norwegian bestilt 100 eksemplarer af denne flytype.

Det bliver i første omgang rejsende fra Skotland, Irland og Nordirland, der får glæde af de nye fly. Den 15. juni åbner ruter fra Ediburgh til tre østkystlufthavne i USA. Der er tale om Stewart International Airport, Providence Airport samt Bradley International Airport. Fra Belfast i Nordirland samt fra Dublin og Shannon starter Norwegian den 1. juli op med to ruter til henholdsvis Stewart International og Providence, mens den første transatlantiske rute fra Cork åbner samme dag med Providence som destination.

Priserne starter ved 69 euro for en enkeltbillet, hvilket svarer til 515 danske kroner.

”Vi er meget glade for at lancere ti nye transatlantiske ruter. Vores nye direkte ruter vil bidrage til, at tusindvis af rejsende kan flyve billigt og komfortabelt mellem kontinenterne. Norwegians nye ruter er ikke bare godt nyt for de rejsende, men også for den øgede værdiskabelse i USA, Irland, Nordirland og Skotland gennem øget turisme og flere arbejdspladser. Vi vil rette en stor tak til myndigheder, forbrugerorganisationer, politikere, lufthavne og turistorganisationer, der har støttet vores EU-selskabs USA-ansøgning og retten til at tilbyde transatlantiske flyvninger til en lav pris”, siger koncernchef Bjørn Kjos.

Norwegians første ruter med Boeing 737MAX. (Grafik: Norwegian)

I 2017 forventer Norwegian sætte 32 nye fly i trafik, lancere flere end 50 nye ruter og beskæftige 2000 nye medarbejdere.

Også til Skandinavien
Stewart International Airport (IATA-kode SWF, red.) ligger i staten New York omkring 90 minutters kørsel fra New York City, mens Providence Airport (IATA-kode PCD, red.) ligger i staten Rhode Island omkring 90 minutter fra Boston. Den sidste nye destination er lufthavnen Bradley International (IATA-kode BDL, red.), der ligger i staten Connecticut og dermed midt i hjertet af New England, der huser mange europæiske indvandrere.

Når Norwegian har gjort sig sine erfaringer med de nye Boeing 737MAX-fly, er det planen, at flyene også skal benyttes til nye ruter fra Skandinavien til USA. Rent konkret forventer Norwegian at etablere en østkystrute fra Aalborg Lufthavn i begyndelsen af 2019, når det er blevet sikret, at flyene har tilstrækkelig rækkevidde.

Norwegian har en igangværende ordre på over 260 nye fly med blandt andet 30 Boeing 787 Dreamliner og 100 Boeing 737 MAX. Samtidig er det norsk-irske flyselskab lanceringskunde i Europa for MAX´en og forventer at få leveret det første eksemplar i forsommeren, så man er klar til debut den 15. juni fra Edinburgh.

MAX-flyet er i realiteten et mellemdistancefly, men flyet har  en længere rækkevidde end sammenlignelige flytyper, hvilket muliggør interkontinentale ruter mellem mindre lufthavne. De nye transatlantiske ruter skal da også betragtes som et supplement til de nuværende ruter med Boeing 787 Dreamliner til de større lufthavne som J.F. Kennedy Airport i New York samt Logan International i Boston.

 

Relaterede artikler:

Norwegian vil opfylde CPH’s langrutedrømme

Norwegian udskyder USA-rute fra Aalborg

Store Norwegian-planer på det britiske marked

Norwegian vil åbne fire nye baser

Skub på irske Norwegian-ruter efter tildeling