Norwegian lukker base i Polen

Det har længe været forlydender om, at Norwegian ville trække sig ud af det polske marked. Den 1. september bliver det en realitet, idet selskabet den 30. august ophører trafikken på i alt otte ruter fra Polen, mens 45 ansatte skal overføres til enten Norge, Danmark eller Sverige.

Et vigende marked og stærk konkurrencehar længe gjort det svært for lavprisflyeselskabet Norwegian at drive en overskudsgivende forretning i Polen.

Nu har Norwegian definitivt besluttet sig for at lukke basen i Polen, således at selskabet i første omgang vil koncentrere satsningen på baserne i henholdsvis Oslo, København og Stockholm.

Det betyder, at Norwegian pr. 30. august afvikler ruterne fra Warszawa til Alicante, Athen, Bergen, Dubrovnik, Málaga, Palma, Split og Varna. Det er udelukkende ruterne mellem Warszawa og henholdsvis Oslo og Stavanger, der bevares.

Lukningen af basen betyder, at 45 ansatte skal finde nyt job på selskabets baser i Norge, Danmark eller Sverige. De ansatte genplaceres udfra egne ønsker samt selskabets behov.

Norwegian gik ind i det polske marked i 2006, men markedet har ændret sig markant sidenhen. Det er specielt uroen på de finansielle markeder, der har påvirket aktiviteterne.

Det gik i begyndelsen af året ud over ruten mellem København og Warszawa, der havde sin sidste afgang den 31. januar 2010. Ruten havde kun været i fartplanen siden den 17. august 2009, men måtte altså lade livet efter mindre end et halvt år.

“Polen er ikke så interessant længere på grund af afkølingen af arbejdsmarkedet i Europa. Polakkerne rejser mindre efter arbejde i andre lande,“udtalte Norwegians koncernchef Bjørn Kjos for nyligtil norske dn.no.

Det forlyder intet om, hvor Norwegian vil anvende den flykapacitet, der bliver ledig ved lukningen af de polske ruter.