Boeing 787-8 Dreamliner fra Norwegian. (Foto: Norwegian)

Norwegian lukker langrute fra København

Norwegian lukker en af selskabets ni langdistanceruter fra København Lufthavn efter at have betjent ruten siden efteråret 2015.

Norwegian har hidtil betjent ni interkontinentale ruter fra Københavns Lufthavn, når man medregner vinterruterne til San Juan/St. Croix og Las Vegas samt sommerruten til Boston. Nu har det irske-norske lavprisflyselskab imidlertid besluttet at indstille en af ruterne.

Det blev således kun til to vintersæsoner for Norwegians trekantsrute fra København til San Juan i Puerto Rico og St. Croix på U.S. Virgin Islands, som gik i luften i november 2015. Ruten bliver nemlig ikke genåbnet til vinter.

Det samme gælder for Norwegians to ruter fra Oslo Gardermoen og Stockholm Arlanda til San Juan. Det bekræfter Norwegian overfor CHECK-IN.dk.

”Ja, det er korrekt, at vi desværre ikke viderefører ruterne til San Juan. Dermed viderefører vi desværre heller ikke ruten til St. Croix fra København, da der her var tale om en trekantsrute,” forklarer Norwegians danske informationschef Daniel Kirchhoff til CHECK-IN.dk.

Appellerer til samme type
Både San Juan og St. Croix har store krydstogtshavne. Det samme har Fort Lauderdale i Florida, som Norwegian også flyver til fra de tre skandinaviske hovedstadslufthavne. Netop krydstogtsgæsterne er nogle af dem, som Norwegian gerne vil have til at fylde flyene op. Men Norwegian er kommet frem til, at ruterne til San Juan og Fort Lauderdale mere eller mindre konkurrerer om de samme kunder.

”Vi har overordnet set på vores rutenetværk og konkluderet, at San Juan og Fort Lauderdale på mange måder appellerer til den samme type rejsende. Derfor har vi besluttet kun at beholde Fort Lauderdale som vores eneste indgang til Caribien,” forklarer Daniel Kirchhoff.

Gøre en stor forskel
Da Norwegian i april 2015 løftede sløret for de nye langdistanceruter fra København til San Juan og St. Croix, kunne selskabet samtidig præsentere en stor aftale med Bravo Tours, Albatros Travel og Stjernegaard Rejser. Aftalen indebar, at Norwegian skulle flyve rejsebureauernes kunder til Puerto Rico og St. Croix.

Bravo Tours havde i fire år haft flyvninger fra København til St. Croix hver anden uge i vintersæsonerne. En fast ruteforbindelse hver uge kom til at gøre en stor forskel, mente Peder Hornshøj, direktør for Bravo Tours.

”Det har været fire gode år med charter. Det kommer vi nu til at videreudvikle og får mere power og fleksibiltet med hensyn til antallet af feriedage,” pointerede Peder Hornshøj i april 2015.

Indtil Norwegians åbning af San Juan- og St. Croix-ruterne havde Bravo Tours kun kunne sælge rejser af to eller fire ugers varighed, da der kun blev fløjet hver anden uge. Fra vinteren 2015/2016 kunne Bravo Tours sælge rejser af en, to, tre eller fire ugers varighed.

Aftalen mellem Norwegian og rejsearrangørerne gjaldt for vinteren 2015/2016 og 2016/2017.

St. Croix er en del af de tidligere Dansk Vestindiske øer, som i 1917 blev solgt til USA og i dag hedder U.S. Virgin Islands. Flere byer på St. Croix har dog stadig danske navne, og øen har stadig mange danske historiske levn.

 

Relaterede artikler:

Las Vegas, San Juan og St. Croix fra CPH

Jubel over ny Vestindien-rute

Bravo Tours: Vi sikrede Norwegian-rute

x

Læs Også

Islændinge lukker Grønlands-rute

Som led i en større sparerunde opgiver Air Iceland Connect sin rute til Grønlands største lufthavn. Selskabet har netop ansat grønlandsk salgsansvarlig.

Udfordringer med Norwegian i easyJet-platform

It-problemer spænder på femte måned ben for Norwegian og easyJets feeder-samarbejde.

Hentede 4,8 milliarder kroner fra gebyrer

Norwegian fik i 2017 en indtægt på 4,8 milliarder norske kroner fra gebyrer og tillægsydelser, og målet er at nå op på 20 procent af omsætningen.

CRJ1000 flyver nu i SAS-farver

SAS har for få dage siden indsat en 100-sæders Bombardier CRJ1000 på selskabets europæiske rutenet. Flyet opereres af et spansk flyselskab.

Mulig bombe under Norwegian-regnskab

Finanstilsynet i Norge er ikke enig i, at Norwegian kan opskrive værdien af aktierne i Bank Norwegian, og derfor kan regnskabet være næsten to milliarder norske kroner ringere.

Forsinkede A320neo-fly fra Norwegian-selskab

Problemer med flymotorer betyder, at de nye fly, som HK Express har leaset fra Norwegian-selskabet Arctic Aviation, bliver yderligere seks måneder forsinket.