Norwegian Airbus A320-200neo. (Foto: Airbus | PR)

Norwegian-milliardordre endnu ikke bekræftet hos Airbus

Det vakte stor opsigt, da det norske lavprisflyselskab Norwegian for nylig kunne offentliggøre en ordre på 222 fly til en listepris på 123 milliarder kroner. Men reelt er ‘ordren’ på 100 Airbus A320neo-fly en forpligtelse til at afslutte en ordre, der endnu ikke er registreret hos Airbus.

Det norske lavprisflyselskab Norwegian kunne den 25. januar offentliggøre en opsigtsvækkende ordre på 222 nye fly, heraf 122 fly fra amerikanske Boeing samt 100 fly fra europæiske Airbus.

I den officielle engelske version af presse- og børsmeddelelsen fremgik det, at der var tale om firm orders, hvilket hos Airbus dog ikke er i overensstemmelse med opfattelsen af aftalen.

I pressemeddelelsen fra Airbus samme dag fremgik det nemlig, at den indgåede aftale ikke var en firm order, men i stedet et Memorandum of Understanding (MoU).

Derfor fremgår milliardordren heller ikke i ordrebøgerne hos Airbus. Påflyproducentens hjemmeside opdateres hver måned en oversigt over ordrer og leveringer. I januar måned blev der indgået bindende ordrer for 91 jetfly, men ingen af disse var relateret til Norwegian.

“Vi har sammen med Norwegian underskrevet en forpligtelse til at afslutte en ordre. Et Memorandum of Understanding er den første kontraktslige forpligtelse fra begge parter, hvilket giver tid til at fortsætte forhandlingerne og afslutte detaljerne,“ siger en pressetalskvinde fra Airbus i Toulouse til CHECK-IN.dk.

Ingen forskel i forpligtelser

Selvom den store Norwegian-ordre ikke står i ordrebøgerne hos Airbus, hævder Norwegian at Airbus-aftalen er ligeså bindende som den aftale, der er indgået med Boeing, og som også af den amerikanske flyproducent karakteriseres som firm order.

“Flyordrerne hos Airbus og Boeing er helt ens med hensyn til forpligtelser for begge kontraktsparter. Vi har underskrevne, bindende købskontrakter, som er godkendt af bestyrelsen og børsanmeldt fra vores side,“ fastslår kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik fra Norwegian.

Hun fortæller samtidig, at der er mange enkeltheder, der skal på plads, hvilket vil ske i løbet af marts og april måned.

“Airbus bruger MoU-begrebet i pressemeddelelsen, da disse detaljer ikke er færdigforhandlede, men der er overhovedet ingen forskel i, hvor bindende flyordrerne er for kontraktspartnerne,“ siger Skånvik.

Derfor er den franske flyproducents manglende officielle bekræftelse af en fast ordre tilsyneladende foranlediget af en praksis, hvor man ikke skriver sådanne aftaler ind i ordrebøgerne, førend de er faste efter endt forhandling af detaljerne.

“Dette Memorandum of Understanding vil senere blive konverteret til en fast ordre. Så snart ordren er fast, vil den blive tilgængelig i vore ordrebøger,“ siger pressetalskvinden fra Airbus S.A.S.

Analytiker undrer sig

Hele processen undrer også senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank, der følgeSAS og konkurrenternes luftfartsaktier ganske tæt.

”Efter mine bedste begreber er en ordre ikke fast og ubetinget, hvis den ikke fremgår af modtagerens regnskabsbøger.”

Herudover har Jacob Pedersen hæftet sig ved, at den massive udmelding fra Norwegian kan have skræmt mulige købere til SAS. Derfor er det også bydende nødvendigt, at der er konsistens mellem de udmeldinger som kommer fra Norwegian som køber og Airbus som sælger.

”Ordren kan i hvert fald afholde konkurrenter fra at overtage SAS, med udsigten til så kraftig Norwegian-ekspansion i fremtiden,“ vurderer Jacob Pedersen.