Boeing 737-800 fly fra Norwegian.

Norwegian opsiger mindst 50 piloter

Mindst 50 piloter, der er ansat hos Norwegian gennem et rekrutteringsbureau, er blevet opsagt med en måneds varsel.

Mindre trafik i vintermånederne end i sommersæsonen får nu direkte konsekvenser for mindst 50 piloter, som flyver for Norwegian. Fredag fik piloterne således besked om, at de fra 1. december ikke længere skal flyve for Norwegian.

Det er piloter fra Norwegians baser i England, Spanien og Finland, der om mindre end en måned står uden job. Piloterne er ikke direkte ansat hos Norwegian, men hyret ind fra rekrutteringsfirmaet ARPI. I et brev lover ARPI piloterne, at de vil blive tilbudt job i Norwegian til april næste år, når sommerhøjsæsonen begynder.

Stor efterspørgsel
Norwegian kan dog risikere, at mange af piloterne til den tid har fået nye jobs. Piloterne flyver Boeing 737 – den mest udbredte flytype i verden. Det er derfor nemt for piloterne at få arbejde hos andre Boeing 737-operatører og i både Nordamerika og Asien er der stor efterspørgsel på piloter.

Ryanair er kendt for at skille sig af med piloter i lavsæsonen, mens det er første gang Norwegian benytter sig af metoden. Andre flyselskaber sørger typisk for at piloterne afvikler ferie og er på kurser i vintersæsonen og fyrer dem således ikke.