Boeing 737 MAX (Foto: Boeing)

Norwegian sender ruteudvikling i udbud

Lavprisflyselskabet Norwegian har inviteret lufthavne i Europa, Asien samt Nord- og Sydamerika til at byde ind på fremtidige ruter.

Det er velkendt, at det norske lavprisflyselskab Norwegian har afgivet ordre på 222 nye fly bestående af 100 Boeing 737MAX8, 22 Boeing 737-800 samt 100 Airbus A320neo.

Den gigantiske flyordre kræver naturligvis, at flyene skal beskæftiges, enten hos Norwegian selv eller ved udleje til andre operatører.

Nu har Norwegian imidlertid taget et usædvanligt initiativ, som i høj grad signalerer, at det norske lavprisflyselskab tror på sig selv og fremtiden. Den fremtidige ruteudvikling er nemlig sendt i udbud hos lufthavne i Europa, Asien samt Nord- og Sydamerika.

Venter på tillbud
Mandag kunne Norwegian således offentligøre en ruteudviklingsprofil hos Routesonline. Her kan interesserede lufthavne byde ind på nye ruter, som man vurderer kan være potentielle for Norwegian.

“Den nye ruteudviklingsproces vil give Norwegian mulighed for at modtage nye kommercielle tilbud i en struktureret form til vores kort- og langdistanceruter. Processen giver lufthavnene mulighed for fuldt ud at forstå vores operationelle og kommerciele krav og således afgive et tilbud på baggrund heraf,“ siger Thomas Ramdahl, der er Director of Network Planning hos Norwegian.

Norwegian har sat en frist til 4. februar 2013 for afgivelse af tilbud i henhold til specifikationerne i det elektroniske udbudsmateriale. I alt 800 lufthavne over hele verden har mulighed for at byde ind, men til beskæftigelse af selskabets otteBoeing 787 Dreamliner-fly er udbuddet rettet mod lufthavne i Asien samt Nord- og Sydamerika.

Med ruteudbuddet kommer Norwegian i selskab med malaysiske Air Asia X, Singapore-baserede Scoot, indiske IndiGo samt amerikanske US Airways, der alle tidligere har benyttet den særlige ruteudviklingsmodel via Routesonline.