Norwegian: Situationen er alvorlig

Efter et seks timer langt ekstraordinært bestyrelsesmøde i Norwegian, mødte bestyrelsesformand Bjørn H. Kise den norske presse. Han kalder situationen i selskabet for alvorlig, hvis strejken breder sig.

Hele mandagen svirrede det med rygter i det norske luftfartsmarked, at Norwegian ville lade ressourceselskabet Norwegian Air Norway gå konkurs, så man kunne flytte piloterne i selskabet over på en ny overenskomst i et andet selskab.

Men det rygte manede Norwegians bestyrelsesformand Bjørn H. Kise i jorden på et improviseret pressemøde mandag eftermiddag efter et seks timer langt bestyrelsesmøde på hovedsædet i Fornebu.

Norwegian og piloterne måtte fredag aften ved midnatstid afslutte drøftelserne, der var foregået under ledelse af den norske rigsmægler, uden resultat. Det betød, at 70 piloter gik i strejke lørdag morgen. Piloterne har via deres fagforbund Parat afsendt varsel om en udvidelse af konflikten til at omfatte 700 piloter fra onsdag morgen, hvilket har lagt pres på Norwegians ledelse.

“Dette er ikke bare alvorligt for Norwegian Air Norway, (det norske ressourceselskab, red.). Dette er alvorligt for hele virksomheden,“ sagde Bjørn H. Kise ifølge E24.no til det norske pressekorps.

Alvoren kunne også klart aflæses i aktiekursen på Oslo Børs. Norwegian-aktien blev mandag handlet næsten syv procent ned til en lukkekurs på 217,50. Dermed er 30 procent af børsværdien forsvundet i løbet af den seneste måned.

Selskabsstruktur er stridspunkt
Bjørn H. Kise afviste samtidig, at bestyrelsen skulle have drøftet en afvikling af Norwegian Air Norway. Konsekvenserne ville også have været ganske omfattende, hvis det var tilfældet. Inden bestyrelsesmødet have Parat truet med at bringe sagen videre til det europæiske transportarbejderforbund med henblik på at iværksætte sympatistrejker i en række europæiske lufthavne.

Selskabsstrukturen i Norwegian er det store stridspunkt i konflikten. Piloterne ønsker gennem fagforbundet Parat, at der bliver en fælles overenskomst for samtlige piloter i koncernen.

Ifølge Bjørn H. Kise er piloternes ønske uforenelig med de planer, som Norwegian har for at sikre konkurrencekraften i flyselskab i fremtiden. Samtidig pointerede han, at den ønskede overenskomst-struktur ikke findes i andre selskaber.

“Der er ingen piloter, som er ansat i holdingselskaberne til SAS og British Airways, men det er faktisk, hvad vores piloter kræver af os,“ mener bestyrelsesformanden.

Imens styrer piloter mod en storstrejke onsdag morgen. Et planlagt dialogmøde mellem de to parter, valgte piloterne at aflyse i løbet af mandagen. Der var dog ikke tale om planlagte forhandlinger.

“Vi er nødt til at bruge det værktøj vi har for at få arbejdsgiveren tilbage til forhandlingsbordet. Desværre er det sådan, at en strejke ofte rammer en tredjepart, og det er i dette tilfælde passagererne. Det beklager vi selvsagt, men det er en uundgåelig konsekvens af en strejke,“ siger Hans-Erik Skjæggerud, der er leder af Parat.

Foto: Bestyrelsen i Norwegian Air Shuttle ASA var samlet til et seks timer langt bestyrelsesmøde i går. Fra venstre Kenneth Utsikt, Liv Berstad, Thor Espen Bråten, Ola Krohn-Fagervoll, Bjørn H. Kise, Linda Olsen og Benedicte Schilbred Fasmer.