Norwegians Boeing 787-8 Dreamliner i Købehavns Lufthavn.

Norwegian udsætter langruteoffensiv i CPH

De skandinaviske regeringer har ikke kunnet forhandle en ny luftfartsaftale med Rusland på plads, og derfor må Norwegian udsætte planlagte Asien-ruter fra Københavns Lufthavn.

Med en negativ passagerudvikling gennem de seneste måneder samt en år-til-dato vækst på 1,2 procent har Københavns Lufthavn hårdt brug for nye ruter, således at det vil være muligt for den danske storlufthavn at fastholde positionen som den største lufthavn i Norden.

Derfor havde man i CPH også håbet, at forhandlingerne mellem de skandinaviske regeringer og Rusland ville falde heldigt ud, så man kunne få moderniseret den luftfartsaftale, som blev indgået den 31. marts 1956 med det tidligere Sovjetunionen. En aftale, der efterfølgende blev tiltrådt af Rusland i 1990.

Parterne har siden sommeren 2012 mødtes flere gange, men noget tyder på, at Rusland angiveligt forhaler indgåelsen af en ny aftale. Repræsentationer fra de tre skandinaviske regeringer forhandlede i juni 2016 med russerne, og der blev der aftalt et nyt møde til februar 2017. Dette møde valgte russerne at aflyse, og nu er der blevet afholdt endnu et møde, hvor der heller ikke blev truffet beslutninger, der kan sikre en udvidelse af overflyvningsrettighederne over russisk territorium via den såkaldte Sibirien-korridor.

Nye ruter til Asien
Norwegian har flere gange givet udtryk for, at selskabet er klar til at åbne en lang række ruter til Asien fra blandt andet Københavns Lufthavn, hvis det blev muligt at flyve genvejen til Kina, Sydkorea og Japan via Rusland. Derfor betyder udsættelsen af forhandlingerne til 2018, at det norske lavprisflyselskab må udskyde den planlagte Asien-offensiv fra CPH.

“Vi er ærgerlige over, at de skandinaviske myndigheder ikke har formået at sikre Norwegian overflyvningsrettigheder over Rusland, der er den hurtigste vej til Kina, Sydkorea og Japan. Dermed går Danmark foreløbig glip af mange nye ruter fra og til Asien. Disse ruter ville have bragt hundredtusinder af turister ind til Danmark, som ville have skabt tusindvis af danske arbejdspladser i erhvervslivet. Videre ville nye øst-ruter også give danske virksomheder muligheden for direkte adgang til de asiatiske vækstmarkeder,” siger kommunikationschef Daniel Kirchhoff fra Norwegian i Danmark til CHECK-IN.dk.

En vækstdræber
Fra politisk hold bliver der tilsyneladende arbejdet ihærdigt for at sikre en ny aftale, der vil kunne skabe nye arbejdspladser i Københavns Lufthavn og de øvrige skandinaviske lufthavne, hvis det bliver muligt at øge flyvningerne via russisk luftrum.

I dag er luftfartsaftalen begrænset til ét selskab fra Skandinavien, der har ret til at flyve henover Sibirien på ruterne til Kina og Japan. De rettigheder har SAS i mange år udnyttet med ruter fra København til henholdsvis Tokyo, Beijing og Shanghai samt nu også fra Stockholm til Hong Kong.

“Vi opfordrer de danske myndigheder til at fortsætte arbejdet med at give Norwegian samme rettigheder som et svensk selskab, så vi kan opfylde regeringens ønsker for udvikling af dansk luftfart,” understreger Daniel Kirchhoff.

Hos Københavns Lufthavn er man også utålmodige efter at få en ny aftale på plads, så vækstambitionerne kan blive indfriet.

“Den nuværende luftfartsaftale med Rusland er en vækstdræber, og den er ødelæggende for Danmarks internationale tilgængelighed. Vi kan se, at vores konkurrenter i Europa har væsentligt lettere ved at tiltrække Asien-ruter, så vi har hårdt brug for at få liberaliseret den aftale,” siger pressechef Kasper Hyllested fra Københavns Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Nye luftfartsforhandlinger med Rusland

Norwegian vil have dansk hjælp til Ruslands-flyvninger

Ny Ruslands-aftale kan skabe Asien-vækst i CPH

Norwegian: Ikke på Skandinaviens bekostning

Rusland åbner dør på klem for Norwegian

x

Læs Også

De 20 største lufthavne i Norden i 2017

Der var i 2017 kun tre danske lufthavne på top20-listen over de største nordiske lufthavne, der er domineret af svenskerne og nordmændene.

Syddanske lufthavne årets højdespringere

Tre lufthavne i Region Syddanmark havde den største relative passagervækst blandt de danske lufthavne i 2017, mens en fjerde syddansk lufthavn blev nummer chok.

SAS mister terræn i CPH

Kun godt hver tredje CPH-passager rejste sidste år med SAS. Til gengæld bliver Norwegian og Ryanair stadig større i Københavns Lufthavn.

Norwegian skal opgradere motorer på 21 fly

Det norske lavprisflyselskab Norwegian bekræfter, at 21 af selskabets moderne Boeing 787 Dreamliners skal have deres motorer opgraderet.

Skyteam-slots i Schiphol til Norwegian

Norwegian har via EU-Kommissionen sikret sig start- og landingstilladelser til en New York-rute fra Amsterdam Schiphol-lufthavnen.

Lavere priser på Storebælt presser Billund-rute

Indenrigsruten fra Billund til København havde i 2017 det laveste passagertal i 42 år, og de nye rabatter på Storebælt kan forhindre en trafikvækst trods udsigt til lavere billetpriser.