Norwegian-fly i Midtjyllands Lufthavn. (Arkivfoto: Ole Kirchert Christensen)

Norwegian vender tilbage til Karup

Allerede fra søndag flyver Norwegian mellem København og Karup. Dermed vender flyselskabet tilbage til det vestjyske med mere kapacitet end da de fløj på ruten i 2010 og 2011. Samtidig opruster Norwegian på fem europæiske ruter.

Det norske lavprisselskab Norwegian har i kølvandet på Cimber Sterlings konkurs valgt at vende tilbage til ruten København – Karup, som nordmændene fløj på indtil efteråret 2011. Karup-ruten var en af de fre danske indenrigsruter, hvor Cimber Sterling indtil sin konkurs torsdag morgen havde monopol.

På søndag sætter det første Norwegian-fly kursen fra Kastrup mod Karup, og med fire daglige afgange i hverdagene og 2-3 afgange lørdag og søndag sætter selskabet mere kapacitet ind end sidst de var i Vestjylland. Da ruten åbnede den 18. januar 2010 var det med tre daglige afgange, som dog i vinteren 2010 blev skåret ned til to daglige flyvninger.

Planen er dog at gå op på seks daglige returflyvninger mellem København og Karup. Nordmændenes erfaring fra ruten mellem København og Aalborg er nemlig, at seks afgange er et passende antal til at give passagererne et fornuftigt udbud af rejsemuligheder.

Samtidig opruster Norwegian med flere flyvninger på fem europæiske ruter, hvor man hidtil har konkurreret med Cimber Sterling. Det er til Barcelona, Rom, Malaga, Nice og Prag. Det lægger dog endnu ikke fast præcis hvor mange ekstra flyvninger Norwegian kommer til at gennemføre på de enkelte destinationer.

Kun Billund tilbage
Med Norwegians udmelding om Karup-ruten er Billund – København den eneste af de danske indenrigsruter, hvor en ny operatør ikke har meldt sig på banen i løbet af de knap 12 timer, der er gået siden Cimber Sterling indgav sin konkursbegæring torsdag morgen.

Danish Air Transport (DAT) starter allerede i aften de første flyvninger mellem København og Bornholm samt mellem København og Sønderborg. Samtidig har Billund-selskabet Sun-air oplyst, at de overtager ruterne fra Billund og Aalborg til Oslo og fra Billund til Stockholm.

Ikke alene
Norwegian og DAT bliver dog sandsynligvis ikke alene om at gøre deres entré på Cimbers tidligere indenrigsruter. Således har det britiske regionalflyselskab flybe torsda eftermiddag meddelt, at de er i fuld gang med at se på mulighederne på det danske indenrigsnetværk. Flybe vil dog endnu ikke sige præcis på hvilke ruter man vil gøre sin entré.