Freddie Awards uddeles en gang årligt til de bedste kunde- og loyalitestprogrammer. (Foto: Freddie Awards)

Norwegian vinder Freddie-pris

Norwegians loyalitetsprogram har vundet en pris ved bonusprogrammernes “Oscar-uddeling”.

Luftfartsbranchen vrimler med prisuddelinger. Til bedste lufthavn, bedste flyselskab, bedste vin ombord og så videre. Og flyselskabernes loyalitetsprogrammer har faktisk deres helt egen prisuddeling kun for dem.

Det er de såkaldte Freddie Awards, der blev uddelt i sidste uge og havde et skandinavisk flyselskabs loyalitetsprogram som en af vinderne.

Det var Norwegians loyalitetsprogram Norwegian Reward, der vandt prisen som ”bedste newcomer” ved uddelingen af Freddie Awards i Las Vegas torsdag aften. Millioner af rejsende havde deltaget i afstemningen, som Norwegian Reward altså vandt.

Loyalitetsprogrammet kom også ind på andenpladsen i kategorien ”Årets bedste loyalitetsprogram – Europa og Afrika” efter Air France/KLM’s Flying Blue-program og foran både Lufthansas Miles & More og SAS’ Eurobonus-program.

”Det er fantastisk, at loyale passagerer over hele verden har kåret Norwegian Reward til det næstbedste loyalitetsprogram i Europa og Afrika samt bedste ’newcomer’. Freddie Awards er en vigtig international branchekåring, og vi ser dette som en bekræftelse på, at Norwegian Reward er et godt tilbud til alle uanset, hvor meget man rejser. Næsten en ud af seks passagerer er allerede medlem, og vi vil fortsætte med at udvikle nye produkter og tjenester, der skal komme vores loyale passagerer til gode”, siger chef for Norwegian Reward Brede Huser.

Opkaldt efter luftfartsentreprenør
Norwegian Reward har nu nået mere end fire millioner medlemmer. 450.000 af disse er danske, og derudover har programmet et stort antal internationale medlemmer. I 2015 lancerede Norwegian Reward en række nye kundefordele. Hver gang medlemmer flyver eller booker hotel eller lejebil med udvalgte leverandører, tjener de CashPoints. Disse kan bruges til at bestille flybilletter .

Den årlige Freddie Award blev indstiftet i 1988 af Randy Petersen, der var indehaver af magasinet InsideFlyer. Navnet på prisen er opkaldt efter den britiske luftfartsentrepenør Sir Freddie Laker, der i 1970´erne forsøgte sig med langdistanceflyvninger mellem London og USA til lavpris. Målet for Freddie Awards er at lade de hyppigt rejsende honorere de flyselskaber, der er bedst til at betjene de omkring 300 mio. medlemmer af rejseindustriens bonus- og loyalitetsprogrammer.