Norwegian-fly ved gate i Oslo Lufthavn. (Foto: Kristin S. Lillerud)

Norwegians børsfest er gået kold

Efter flere uger med himmelflugt nåede Norwegian-aktien i sidste uge sit absolut højeste niveau med kurs 315,9. Siden har aktien været på en massiv rutsjetur med et fald på godt 16 procent.

Norwegian-aktien har buldret frem, men nu har aktiefesten nået et stop. Efter, at aktien for det norske lavprisselskab nåede sit absolut højeste niveau nogensinde med kurs 315,9 den 3. juni, har aktien været i et frit fald og er nu landet på kurs 264. Med over 35 mio. udstedte aktier svarer aktiedykket til et tab på 1,8 mia. norske kroner.

Det er ingen hemmelighed, at Norwegians langruter er kommet skævt fra start med forsinkelser og utilfredse passagerer, men det er imidlertid ikke her, at aktieanalytikerne retter deres fokus hen, når aktienedturen skal forklares.

”I trafiktallene for maj blev det klart for markedet, at den høje vækst koster i form af lavere billetindtægter. De fleste, som følger aktien, måtte derfor nedjustere estimaterne, som igen leder til en lavere værdiansættelse,” oplyser Preben Rasch-Olsen, aktieanalytiker hos den svenske investeringsbank Carnegie ASA, til CHECK-IN.dk.

Preben Rasch-Olsen mener, at kursen igen vil stige, så snart Norwegian begynder at kunne imponere på “yielden“ igen i form af en højere indtægt uden at miste passagerer.

Nedgang ikke en overraskelse
Så sent som den 1. juni påpegede Norges førende investeringsbank, DNB Markets, at Norwegians aktiekurs langt fra var nået toppen, og til trods for den seneste uges rutsjetur er investeringsbanken ikke begyndt at tvivle på Norwegian-aktien.

”Norwegian er faldet på børsen efter, at de publicerede sine trafiktal for maj, som viste, at yielden var faldet med 7 procent, og det skuffede markedet,” fortæller Haakon Aschehoug,aktieanalytiker hos DNB Markets. Ifølge Haakon Aschehoug falder yielden især, fordi Norwegian har øget kapaciteten kraftigt blandt andet med nye baser i England og Spanien.

”Vi blev ikke overraskede over tilbagegangen i yielden og vi mener, at dette er en købsmulighed i aktien. Norwegian har forbedret sine omkostninger betydeligt i det sidste år, og vi forventer, at den positive trend vil fortsætte,” fastslår Haakon Aschehoug.

Nedturen for Norwegian-aktien har dermed ikke ændret DNB Markets’ anbefaling om køb af aktien, hvor andre investeringsbanker imidlertid har sat deres anbefaling til aktien på ”hold”.