Novia på vej mod overskud

For tredje år i træk må handlingselskabet Novia, der netop har skiftet navn til Aviator, præsentere røde tal på bundlinjen. Men selskabet forventer et positivt resultat for 2014.

Konkurrencen mellem de to store handlingselskaber i Københavns Lufthavn er benhård. Endda så hård, at begge selskaber har svært ved at tjene penge.

Novia Danmark A/S, der netop har skiftet navn til Aviator Airport Alliance Denmark A/S, er et godt eksempel herpå. Selskabet har netop offentliggjort årsrapporten fra 2013, og den viser for tredje år i træk et underskud trods vækst i omsætningen.

Resultatet af den ordinære drift blev et minus på 3,2 mio. kroner, og efter reguleringer af et udskudt skatteaktiv, kunne Novia præsentere et underskud på blot 26.000 kroner. Det er en klar forbedring i forhold til de to foregående år, der viste underskud på henholdsvis 7,7 mio. og 30,4 mio. kroner.

Resultatfremgangen var udover skattereguleringerne godt hjulpet på vej af en vækst i omsætningen på syv procent fra 389,6 mio. i 2012 til 416,1 mio. kroner i 2013.

“Fremgangen i resultatet skyldes den stigende omsætning samt markant øget fokus på effektivisering, der resulterer i reduktion af den gennemsnitlige omkostning per flyhandling,“ hedder det i årsrapporten.

Novia Danmark oplyser i årsrapporten, at selskabet i 2013 har haft en mindre stigning i sin markedsandel i Københavns Lufthavn, hvorfor den øgede omsætning primært skyldes vækst i antallet af flyhandlinger.

Egenkapital hos handlingselskabet har været negativ igennem de seneste tre år. Ved udgangen af 2013 var der en negativ egenkapital på 27,2 mio. kroner. Men trods dette kan Novia Danmark aflægge regnskab efter “going concern“ princippet, idet moderselskabet Aviator Airport Alliance Europe AB har afgivet en garantistillelse på maksimalt 40 mio. svenske kroner frem til juni 2015.

Fire handlingselskaber i CPH
Det hårde pres på Novia (nu Aviator, red.) og andre større handlingselskaber er en afledt effekt af den omkostningsminimering, som flyselskaberne er presset til at gennemføre. Det sætter nye krav til handlingselskaber som underleverandører, som skal være endnu mere effektive end tidligere og ofte til lavere priser.

Handlingselskaberne er primært ansvarlige for håndtering og ekspedition af passagerer, bagage og fragt for flyselskaberne. I Københavns Lufthavn er der i dag fire handlingselskaber, som handler rute- og charterfly. De to store er Aviator og SAS Ground Handling, mens Copenhagen Flight Services (CFS) og MoveAjet er nichehandlingselskaber.

Aviator handler op imod 40 rute- og charterflyselskaber i CPH. Blandt de største er Air France, KLM, British Airways, Norwegian, Finnair samt charterflyselskaberne Jet Time og Thomas Cook Airlines of Scandinavia. Herudover har Aviator også selskaber som Emirates og Qatar Airways i kundeporteføljen.