(Foto: © LHR Airports Ltd. )

Nu bliver flyrejserne dyrere

Den meget intense konkurrence blandt flyselskaberne har fået flere til at lukke, så nu hæver selskaberne billetpriserne.

Flypriserne er på vej i vejret efter flere års priskrig, viser en ny analyse, som prisportalen Travelmarket har gennemført for TV2. Her viser det sig, at danskerne i gennemsnit har måttet betale 3.841 kroner for en langdistancerejse i de første to måneder af 2018, mens gennemsnitsprisen for hele 2017 var 3.769 kroner.

Med hensyn til rejserne inden for Europa, er gennemsnitsprisen til gengæld faldet med 33 kroner. Fra 746 kroner i 2017 til 713 kroner i januar og februar i år.

Pressede flyselskaber
Ifølge aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank er der forventninger om højere billetpriser året ud, som følge af, at flyselskaberne er pressede: ”Vi så tendensen i sidste halvdel af 2017”, siger han og henviser til airberlins lukning, Moncarhs konkurs og Alitalias problemer. Hertil kommer, at Ryanair måtte reducere sine ambitioner om yderligere vækst på grund af mangel på piloter.

Ifølge Jacob Pedersen giver det et billede af en flybranche i Europa, hvor der er mulighed for at sætte billetpriserne i vejret, hvilket nogle flyselskaber har benyttet sig af, skriver TV2.

Prisbevidste kunder
Ifølge rejsearrangøren USA Rejser regner man ikke med prisstigninger i 2018, men samtidig oplever man, at kunderne er ’ekstremt prisfikserede’: ”Hvis danskerne kan rykke bestillingen af deres rejse én dag og spare 1.000 eller 500 kroner, så er de meget interesserede i det”, siger Nicolai Hjorth, salgschef i USA Rejser til TV2. Derfor kan flyselskaberne ikke bare hæve priserne, da kunderne straks vil se sig om efter selskaber med lavere priser

Koncerndirektør i SAS Lars Sandahl Sørensen bekræfter, at der er et markant prispres og at SAS også spiller priskortet, men han mener samtidig, at der er mulighed for endeligt at sætte priserne i vejret:  ”Når der er en meget stor efterspørgsel, kan vi løfte priserne noget. Her i kvartalet har vi fundet det rigtige leje mellem pris og kapacitet, men konkurrencedygtige priser vil vi altid se. Der vil altid være en væsentlig konkurrence”.

Relaterede artikler:

Lover lavere billetpriser når takster sænkes

SAS sænker indenrigspriser med 20 procent

CPH: Selskaber bør hæve USA-priser