(Foto: Morten Lund Madsen)

Ny Atlantic-strategi bliver godt modtaget

Atlantic Airways har mødt en del kritik for høje priser og manglende ruter og frekvenser. Det skal den ny strategi ændre ved, og det møder stor glæde på hjemmefronten.

(VÁGAR) Nye ruter og flere frekvenser til nærmarkederne i Norge, Skotland og Island samt en ny prisstruktur, der skal give rejsende mulighed for billige billetter, det var nogle af hovedelementerne i den nye strategi fra Atlantic Airways, som selskabet fremlagde onsdag. Straks efter pressemødet udtrykte både direktøren i Vágar Lufthavn og Færøernes erhvervsminister glæde over flyselskabets strategi.

”Strategien er en utrolig fin plan for vores flyselskab fremover. Det har været vigtigt for mig, at kunderne får adgang til billige billetter, og det får de nu. Priserne har været alt for høje, især for den almene færing og familierne. Jeg tror, kunderne med denne strategi har fået, det de vil have, og det har jeg ventet på skulle ske i årevis,” sagde erhvervsminister, Johan Dahl, til CHECK-IN.dk.

Han tilføjede, at strategien sammen med den nye terminal i Vágar Lufthavn og den udbyggede landingsbane fra 2011, er en pakke, der kan være med til at skabe vækst både i erhvervslivet og turismen samt være til gavn for den enkelte færing.

Får ønske opfyldt
Der er særligt én person, der har efterlyst Atlantic Airways’ tilstedeværelse i Vágar Lufthavn, når det kommer til betjeningen af ruter til blandt andet Skotland og Norge, nemlig lufthavnsdirektør, Jákup Sverri Kass.

Dagen forud for offentliggørelsen af den nye strategi bekendtgjorde lufthavnsdirektøren til CHEKC-IN.dk, at man fra lufthavnens side har arbejdet seriøst med at få åbnet en rute til Aberdeen i Skotland, hvis lufthavn man har haft en tæt dialog med herom. Med den nye strategi fra Atlantic Airways kan direktøren dermed se frem til at få et stort ønske opfyldt.

”Højere frekvens på Norge og Island er rigtig godt, og Aberdeen-ruten, som vi selv har arbejdet hårdt for at få, er rigtig godt nyt. At vi taber London-ruten – det kan jeg leve med – for efterspørgslen er ikke til stede på nuværende tidspunkt,” sagde Jákup Sverri Kass.

Kede af Milano-tab
I forhold til turismen vil den nye strategi fra Atlantic Airways også imødekomme de behov, der har været præsenteret fra Visit Faroe Islands.

”Jeg synes, den nye Atlantic Airways-strategi går hånd i hånd med vores strategi om at trække flere turister til Færøerne. Norge bliver langt mere stabilt og langsigtet, end vi har set tidligere. Selvom det i første omgang er fokuseret på erhvervsrejsende, vil det kunne bygges op til også at tiltrække turister. Det er vores opgave at få dem ind, men det kræver et stabilt selskab på ruten, og det får vi nu. Det er den største gevinst for os med den nye strategi,” sagde Guri Højgaard, direktør i Visit Faroe Islands.

Hun er dog ked af, at Atlantic Airways har måttet give slip på Milano-ruten, da denne har store potentialer i forhold til turismen på Færøerne.

Vil arbejde videre
I Vágar Lufthavn vil man nu arbejde på at hjælpe Atlantic Airways godt fra start med de nye ruter. Derefter vil lufthavnen se på, om der er potentialer for, at en eventuel udefrakommende operatør vil gå ind på Milano-ruten.

”Det er rigtig godt, at Atlantic Airways holder fast i Barcelona, men jeg er ked af, at de dropper Milano til fordel for Mallorca, fordi Mallorca er en destination meget lig Barcelona. Vi kan forvente turisme fra Barcelona og Milano til Færøerne men ikke Mallorca,” forklarede Jákup Sverri Kass.

Han håber også, at der kan arbejdes på en løsning, så ruten til Billund ikke bliver lukket om vinteren. Måske ved at få Jylland indlejret i den nye NORD-strategi. I første omgang har Atlantic Airways valgt at lade de vinterlukkede Jyllandsruter erstatte med et tilbud til de rejsende om at flyve via København uden merpris.