Ny CPH-rute ude af konkursfare

Estonian Airs nye rute mellem Örebro og København er sikret, hvis det estiske flyselskab må indgive konkursbegæring i begydelsen af november.

EU-Kommissionen kommer i begyndelsen af november med en afgørelse i sagen omkring Estonian Air, der angiveligt har modtaget ulovlig statsstøtte siden 2009. Det estiske flyselskab har tre gange fået kapitaltilførsler til en samlet værdi af 57 mio. euro, eller godt 425 mio. danske kroner.

Noget tyder på, at afgørelsen i EU ikke falder ud til det estiske flyselskabs fordel, og derfor er estiske stat i samarbejde med Estonian Air i gang med at sikre nogle af selskabets aktiviteter. En negativ afgørelse i EU vil medføre krav om tilbagebetaling af de 425 mio. kroner, hvilket definitivt vil koste flyselskabet livet.

Estlands regering har oprettet selskabet Nordic Aviation Group, og dette selskab er klar til at overtage sunde aktiviteter i det estiske flyselskab. En af disse aktiviteter er den nye rute mellem Örebro og København, der er en kontraktflyvning for Örebro-regionen på en treårig aftale. Ruten startede mandag den 26. oktober.

“For at sikre fortsat flytrafik mellem Örebro og København overdrager Estonian Air trafikaftalen til Nordic Aviation Group, der er et estisk flyselskab med Adria Airways som operativ partner, Gennem denne ændring bliver det sikret, at ruten fortsat vil blive trafikeret på de samme forudsætninger og vilkår som tidligere,“ hedder det i en pressemeddelelse fra Örebro Lufthavn.

Dermed ligger det fast, at det slovenske Star Alliance-selskab Adria Airways overtager beflyvning af ruten, hvis Estonian Air må indgive konkursbegæring.

Forbereder likvidationsproces
Estonian Airs administrerende direktør er i dag svenske Jan Palmér, der var topchef i Cimber Sterling Group, da det danske flyselskab gik konkurs i maj 2012. Han er meget ærlig omkring den mulige trussel mod selskabet.

“Med al sandsynlighed indebærer en negativ afgørelse i EU-Kommissionen, at Estonian bliver pålagt at tilbagebetale ret store beløb, som selskabet har modtaget siden finanskrisen i 2009. De midler har vi ikke i selskabet, og i det tilfælde vil vi gå ind i en likvidationsfase. Bliver afgørelsen negativ, så bliver vi nødt til at indstille vores flyvninger og vores virksomhed,“ siger Jan Palmér til Sveriges Televison, SVT.

Estonian Air er i dag ejet af den estiske stat, der har 97,34 procent af aktierne. SAS ejer stadig 2,66 procent af selskabet. Oprindeligt var Maersk Air aktionær i Estonian Air, idet det tidligere danske flyselskab købte 49 procent af aktierne i 1996. Sidenhen blev denne ejerandel i 2003 solgt til SAS, der løbende er blevet udvandet som aktionær gennem den estiske stats kapitalforhøjelser.