- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny finger under opførelse i Schiphol

Amsterdam Schiphol er gået i gang med at bygge en helt ny finger, som giver lufthavnen otte nye gates.

Den hollandske storlufthavnen Amsterdam Schiphol opfører en splinterny finger, der bliver den mest bæredygtige i lufthavnen.

Den nye finger vil blive bygget med i alt otte gates. På den nordlige side vil der blive plads til fem fly af kort- og mellemdistancestørrelse, mens der vil blive tre gates til langdistancefly på fingerens sydlige side.

Hvis det ønskes, kan sydsiden også laves om til at kunne håndtere seks kort- og mellemdistancefly. På et senere tidspunkt vil der blive føjet ekstra to pladser til langdistancefly på den sydlige side.

Byggearbejdet kan gå i gang, efter lufthavnen blandt andet har fjernet 20.000 kvadratmeter beton og har kørt over 1.000 læs affald væk.

Amsterdam Schiphols nye finger får en størrelse på 55.000 kvadratmeter, hvilket svarer til 11 fodboldbaner. Fingeren vil blive den mest bæredygtige i hele lufthavnen. Den er designet med brug af biomateriale, isoleringsglas, genbrugeligt plastik og marmor-murværk. Der vil blive opsat 5.000 kvadratmeter solpaneler, og regnvandet skal bruges til at skylle toiletterne.

Vil følge med væksten
Det er Royal Schiphol Group, som står for gennemførelsen af det nye byggeri, og det sker under ledelse af projektorganisationen ved navn Capital Programme. Bygningsdesignet er lavet af AECOM.

Udvidelsen i Amsterdam Schiphol er nødvendig for at styrke storlufthavnens konkurrenceposition. Man ønsker at følge med væksten i luftfarten, ligesom den hollandske lufthavn gerne vil fastholde sin position som en ”foretrukket lufthavn” blandt både passagerer og flyselskaber.

Capital Programme har ekspertise i at koordinere og styre et komplekst projekt som det, Amsterdam Schiphol er gået i gang med. Lufthavnen skal nemlig fortsætte med at fungere på normal vis under selve byggeriet. Capital Programme har ligeledes den nødvendige viden og erfaring.

Det forventes, at den nye finger i Amsterdam Schiphol vil være klar til at indgå i drift fra slutningen af 2019.

 

Relaterede artikler:

Schiphol bygger ’grøn’ mini-terminal

Amsterdam-Schiphol har stødt mod loftet

Paris-CDG og Amsterdam-Schiphol er overhalet

Kaos i Amsterdam-Schiphol lufthavnen

Ny rekord for Amsterdams lufthavn