Ny iPhone app fra Star Alliance

Verdens største luftfartsalliance, Star Alliance, lancerer ny iPhone app, der kan downloades gratis. Dermed kan brugerne søge på over 21.000 daglige afgange på tværs af hele netværket hos Star Alliance.

Det vrimler frem med nye applikationer fra luftfartsselskaberne i øjeblikket. Nu har verdens største luftfartsalliance, Star Alliance, også lanceret en ny applikation. Dermed kan flere hundrede millioner flypassagerer hos Star Alliance-medlemmerne se frem til bedre digital service.

“Anvendelsen af mobile teknologier er afgørende i dag for at forbedre rejseoplevelsen for vore kunder. Med den stigende udbredelse af smartphones er det blevet essentielt at kunne få adgang til vigtig rejseinformation “on the go“. Med Star Alliance Navigator tager vi nu det første skridt for at sikre, at vi leverer det kunderne forventer af os inden for mobil information,“ siger Christopher Korenke, der er Vice President Commercial hos Star Alliance.

Blandt funktionerne i den ny iPhone app er blandt andet adgang for brugerne til “Flight Status“, der giver live opdateringeraf ankomster og afgange.

Med“Flight Schedule Search“ kan brugerne søge efter flyvninger på tværs af alle medlemmerne hos Star Alliance og dermed søge blandt mere end 21.000 daglige afgange.

Endvidere giver den nye iPhone app adgang til lufthavnsprofiler, korttjenester og information om de mere end 970 lounges, som Star Alliance tilbyder globalt.

Med “City Guides“ kan brugerne se forslag til restauranter og hvor man kan kan shoppe, overnatte eller bare få en drink.

Den nye applikation er den første fra Star Alliance på iPhone-platformen og kan downloades gratis i en engelsk version, men andre sprogversioner og til andre platforme kommer senere.

Star Alliance blev skabt i 1997 af SAS, Air Canada, Lufthansa, Thai og United og er i dag den altdominerende aktør blandt de tre globale luftfartsalliancer. Med snart 30 luftfartsselskaber har Star Alliance flere medlemmer end Oneworld og SkyTeam tilsammen. I alt flyver luftfartsselskaberne under Star Alliance omkring 600 millioner passagerer om året.