- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny KLM-rute til Polen

KLM føjer næste år sin fjerde destination i Polen til rutenetværket. Den går til landets fjerdestørste by Wrocław.

KLM udvider i foråret 2019 sit europæiske rutenetværk med en ny rute til Polen. Ruten går fra Amsterdam til Polens fjerdestørste by, Wrocław, som har over 600.000 indbyggere og ligger i det sydvestlige hjørne af Polen.

Den nye KLM-rute åbner 6. maj 2019. Der bliver daglig afgang fra Amsterdam Schiphol-lufthavnen med rutenummer KL1271 klokken 11.50 og ankomst i Wrocław Kopernikus-lufthavnen klokken 13.35. Flyet returnerer som rutenummer KL1272 med afgang fra Wrocław klokken 14.05 og ankomst i Amsterdam klokken 15.55.

Embraer 175 på ruten
KLM vil betjene ruten med Embraer 175-jetfly, som har plads til 88 passagerer – heraf 20 på business class, otte på Economy Comfort og 60 passagerer på Economy Class.

Wrocław er KLM’s fjerde destination i Polen, hvor selskabet også flyver til hovedstaden Warszawa samt til Krakow og Gdansk. KLM’s søsterselskab har siden i sommer haft en rute fra Paris til Wrocław.

”Tilføjelsen af Wrocław til vores netværk styrker KLM’s position som en vigtig spiller på det centraleuropæiske marked. Wrocław er en ny destination for Mainport Schiphol og dermed en udvidelse af Schiphols netværk,” siger KLM’s koncernchef Pieter Elbers.

KLM flyver også til blandt andet Prag, Budapest og Bukarest i Centraleuropa og har i alt 88 destinationer i Europa samt 72 destinationer uden for Europa. Sidste år havde KLM 32,7 millioner passagerer, hvilket var 7,5 procent flere end året før.

Flere forbindelser fra Danmark til Wroclaw
Wrocław er en livlig universitetsby med en lang historie og blandt andet kendt for sine mange fine gamle huse. Byen var i 2016 europæisk kulturby.

Fra Københavns Lufthavn er der direkte forbindelse til Wrocław med SAS, som flyver på ruten tre gange om ugen. Fra Billund kan man i dag opnå forbindelse til Wrocław med polske LOT via en mellemlanding i Warszawa.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM med 44 nye ruter i vintertrafikprogrammet

KLM åbner ny USA-rute

KLM får Boston på rutekortet