(Foto: Morten Lund Madsen)

Ny London-terminal til 20 mio. passagerer

Til juni åbner den nye Terminal 2 i London Heathrow. Snart vil SAS og kollegaerne fra Star Alliance rykke ind i terminalkomplekset til 22 mia. kroner.

(LONDON) Onsdag blev den nye Terminal 2 i London Heathrow vist frem for verdenspressen. Værterne, Star Alliance og London Heathrow Airport, fortalte stolt om alle fortræffelighederne ved den nye terminal, som officielt åbner den 4. juni. CHECK-IN.dk var med og bringer her et indblik i, hvad de godt 16 mio. passagerer, som forventes at passere igennem den nye Heathrow-terminal om året, kan se frem til. Terminalen har i alt plads til 20 mio. årlige passagerer.

Terminalen skal være hjemsted for alle Star Alliance’s medlemmer samt Air Lingus, Virgin Atlantic Little Red og Germanwings. For Star Alliance er der på alle mulige måder tale om, at alliancen bliver samlet under et tag, da medlemmerne i dag flyver til tre forskellige terminaler i London Heathrow.

United Airlines bliver første flyselskab i Terminal 2 med start den 4. juni. SAS flytter sine flyvninger til Terminal 2 den 10. september, og fra den 22. oktober er det planen, at alle selskaber er på plads.

Fælles check-in
Et gennemgående design i den nye terminal er hensynet til lys. Straks når man træder ind i den nye terminalbygning, bemærker man, hvordan der både i facader og tag er gjort plads til, at enorme mængder lys kan trænge ind. Det naturlige lys sammen med den avancerede lys-installation, som er gennemgående for hele terminalen, skaber døgnet rundt en behagelig atmosfære, som skal være med til at gøre rejsen mindre stressende.

Indgangen til Terminal 2 ligger på femte sal og via to brede gangbroer bliver de rejsende ledt igennem glasfacaden til check-in-området.

Selve check-in-området er designet som et tagselvbord af check-in-muligheder. Selvbetjeningsmaskiner med tilhørende bagagedrop gør det hurtigt og enkelt at checke ind for rutinerede rejsende, imens de rejsende, som ønsker hjælp, kan gøre brug af 56 traditionelle check-in-pulte, som ligger bag de 66 selvbetjeningsmaskiner.

Gennemgående for hele check-in-området er, at rejsende kan checke ind og aflevere bagage på tværs af flyselskaberne ved alle selvbetjeningsautomater og bagagedrop.

Udsigt over flyene
Vel igennem check-in-området fortsætter turen direkte frem igennem terminalen til billet- og sikkerhedskontrollen.

Sikkerhedskontrollen består af 21 spor, hvoraf fire er dedikeret til fast track. Allerede i det man går igennem sikkerhedskontrollen, kan man se frem til afgangshallen og ud igennem den store glasfacade, hvor flyene inden længe vil holde parkeret.

Efter sikkerhedskontrollen er der gjort plads til, at rejsende kan samle deres ting og herefter bevæge sig frem imod afgangshallen igennem en bred passage.

Afgangshallen fordeler sig på to niveauer og i to terminaler. Fra sikkerhedskontrollen kommer man ind i afgangshallen T2A, hvor man fra en bred balkon har udsigt udover hele afgangshallen, som omkranses af butikker. Selvom butikkerne endnu ikke er blevet indrettet, fortæller inventaret om, at man her inden længe vil kunne købe parfume, smykker og mad for enhver smag. T2A er indrettet med 1.400 siddepladser.

Den anden terminal, T2B, ligger som en selvstændig satellitterminal. En lang rulletrappe og en tunnel leder over i terminalen, der bliver hjemsted for alle langdistanceflyvninger. I alt har Terminal 2 plads til 26 fly på en og samme tid, med 12 i 2A og 14 i 2B.

God plads til velkomstkomiteen
For de ankommende passagerer er der i den nye terminal lagt vægt på, at det hele skal være lige så enkelt som afrejsen. For at sikre dette er ankomsten designet i et plan, hvor passagererne går direkte fra gatene til paskontrollen.

Herfra fortsætter ankomstterminalen direkte ind i bagageudleveringen, hvor otte bagagebælter, hver med en kapacitet til at håndtere bagage fra et Airbus A380-fly, sikrer en hurtig og effektiv bagageudlevering.

På samme måde som check-in-området er selve ankomsthallen efter tolden et stort, lyst område, hvor der er masser af plads til både de ankommende passagerer og dem, som er kommet for at tage imod.

London Heathrow drives Heathrow Airport Holdings Limited, som ejes af en række internationale virksomheder herunder Ferrovial S.A. og Qatar Holding LLC. Ejerkredsen har brugt 2,5 mia. britiske pund på den nye Terminal 2, svarende til 22 mia. danske kroner. Der er dermed tale om et af de største privatfinansierede byggerier i Storbritannien.

Se billederne og læs mere om den nye Terminal 2 på vores Facebook-side.